Der er fart over feltet, når den kendte Top Gear-vært Jeremy Clarkson, tester sportsvogne med speederen helt i bund. Den elskede BBC-værts vilde bilkørsel og bramfri kommentarer har gjort ham til en af BBC’s absolut højest betalte stjerner.

Men nu viser det sig, at op mod 80 procent af stunt-scenerne med Top Gear-stjernen bag rattet faktisk udføres af professionelle racerkørerer. Det hævder kilder til den britiske avis, the Daily Mail søndag.

Avisen beskriver, hvordan scener med Jeremy Clarkson bliver klippet sammen med optagelser, hvor profesionelle racerkørere styrer bilen, uden at det bliver fortalt til seerne.

Det skulle også være tilfældet med et af programmets helt mindeværdige øjeblik, hvor Clarkson testkører en Lamborghini med en vild hastighed over 300 km/timen. I virkeligheden er det angiveligt Formula 3-kører Aaron Scott, som sad bag rattet og trådte speederen helt i bund.

Selv nægter Top Gear-værten at kommentere på den konkrete episode, men en talsperson for tv-showet, Tara Davies, indrømmer over for avisen, at professionelle racerkørerer bliver brugt i Top Gear .

Dog holder hun hårdnakket fast i, at Clarkson og de andre Top Gear-værter selv tester bilerne, og at stand-ins blot bliver brugt til at få ekstra optagelser i hus.