Fra december stopper DR med at sende trækningerne for både ’Lotto’, ’OnsdagsLotto’ og ’Boxen’.

Det er slut med at sidde klar med Lotto-kuponen foran tv’et hver lørdag aften og spændt følge med i, om ens syv Lotto-tal bliver udtrukket.

Fra 1. december sender DR nemlig ikke længere Lotto-trækningen lørdag aften, ’OnsdagsLotto’ sent onsdag aften og ’Boxen’ søndag eftermiddag.

- Efter det seneste års kanalomlægninger i DR, har vi også ønsket at kigge lidt nærmere på, om de faste formater på DR1s sendeflade er tidssvarende og up to date. Her har vi ment, at det er lang tid at bruge ti minutter på Lotto-trækningen. DR vil imidlertid gerne stadig give seerne den service, og derfor bliver det lige efter TV-Avisen, at de fremover kan få tallene, siger kanalchef på DR1, Pil Gundelach Brandstrup, i en pressemeddelelse.

I stedet for den direkte transmission af Lotto-trækningen vil seerne kunne se et skilt med de udtrukne Lotto- og Jokertal klokken 18.58 umiddelbart efter TV-Avisen, ligesom tallene og præmieprognosen som hidtil vil kunne ses på DRs tekst-tv. Det samme er gældende for ’OnsdagsLotto’ og ’Boxen’.

Vil man fortsat følge nummerboldenes vej ud af tromlen live, kan man fremover følge den direkte trækning på Danske Spils hjemmeside.