Den amerikanske TV-serie "Hannibal" med Mads Mikkelsen i hovedrollen har fået godt fat i det amerikanske publikum og slår på flere årslister både "Breaking Bad" og "House of Cards" som den bedste tv-serie i 2013.

Vanen tro bliver 2013 gjort op inden for alt fra sport, politik og kultur i disse dage. Således også inden for TV-serier, hvis popularitet bare vokser og vokser ikke bare herhjemme, men over alt i verden. I USA laver man nogle af de bedste og hvis man tror at serier som "Breaking Bad", "House of Cards", "Games of Thrones" og "Orange is the new Black" sætter sig godt og grundigt på topplaceringerne over de bedste amerikanske serier fra det forgangne år, tager man fejl. En række amerikanske medier og blogs hylder nemlig første sæson af tv-serien "Hannibal" og ikke mindst seriens danske hovedrolleindehaver, Mads Mikkelsen.

Således har Digital Spy gennemgået samtlige engelske og amerikanske serier fra 2013 og kårer "Hannibal" som sæsonens bedste og henviser "Breaking Bad" til 2. pladsen og "House of Cards" til 3. pladsen.

"Mens "House of Cards" blev hyldet for sin fornyelse af genren og "Breaking Bad" løb med al ros fra kritikerne boblede "Hannibal" i baggrunden og tiltrak en fanatisk fanskare nærmest fra første afsnit og langsomt og hemmeligt blev den årets bedste show på tv," skriver Digital Spy i sin begrundelse og forudser, at serien i 2014 vil bryde ud af sin kult-status og blive det næste serie-fænomen.

Også Whatculture har "Hannibal" som nummer et på deres liste og mener at serien er "den mest elegante, forstyrrende og surrealistiske visuelle nydelse på tv i mange år". Whatculture tilskriver seriens to hovedpersoner spillet af Mads Mikkelsen og Hugh Dancy en stor del af æren for succesen.

Både Slant Magazine og Vulture har "Hannibal" som nummer 2 på deres lister med henholdsvis "Breaking Bad" og "Arrested Development" som nummer et.

Selv om serien også havner længere nede på en række andre lister klarer den overordnet set sig godt og bliver rost fra alle sider. Meget passende for Bryan Fuller, der står bag serien har planer om, at den skal løbe over syv sæsoner. Sæson 2 af "Hannibal" har premiere i USA på NBC den 28. februar.