Den 32-årige norske skuespiller Jakob Oftebro blev i slutningen af maj voldsomt forbrændt i ansigtet under indspilningerne til en tv-serie, men nu er de fysiske mén så godt som forsvundet.

»Jeg har det rigtig godt, og det er dejligt at være tilbage igen. Det er fedt at komme ud nu og vise, at jeg ser normal ud igen, og alt er gået godt,« siger skuespilleren, der blandt andet er kendt for sine roller i '1864' og 'Skammerens datter'.

B.T. møder den norske skuespiller ved et pressemøde på TV2’s kommende dramaserie 'Kriger', hvor Jakob Oftebro spiller en birolle, og her stråler han konstant i et stort smil og deler krammere ud til kollegaerne. Hans ansigt er uden så meget som et eneste sår.

For blot få måneder siden var det en helt andet historie.

Skuespiller Jakob Oftebro er i dag næsten uden fysiske mén efter sin ulykke.
Skuespiller Jakob Oftebro er i dag næsten uden fysiske mén efter sin ulykke. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Under optagelserne til den svenske tv-serie 'Hamilton' ramte indholdet af en molotovcocktail Jakob Oftebro, og han blev indlagt med andengradsforbrændinger.

Først var der kun sparsomme meldinger om hændelsen, der dog blev betegnet som alvorlig. Senere har Jakob Oftebro til norske medier fortalt, hvordan huden nogle steder var brændt væk fra hans ansigt, han pådrog sig flere voldsomme sår, og han var i tvivl om, hvorvidt han nogensinde ville komme til at se normal ud igen.

Derudover var der også en frygt for, om Jakob Oftebro kunne blive blind af sine skader.

I dag er det dog slet ikke til at se, at skuespilleren har været ude for en ulykke, men selv er Jakob Oftebro dog stadig påpasselig.

Peter (Jakob Oftebro) og sønnen Max (Jens Ferdinand Holmberg) i TVs actiondrama 'Kriger'.
Peter (Jakob Oftebro) og sønnen Max (Jens Ferdinand Holmberg) i TVs actiondrama 'Kriger'. Foto: Karoline Lieberkind/TV 2
Vis mere

»Jeg har ikke mén, som man kan se, ud over at huden i ansigtet er ret ny. Så jeg tager nok ikke lige til Mallorca med det første,« siger den 32-årige skuespiller og bryder ud i et smil.

I kølvandet på den voldsomme ulykke mener Jakob Oftebro også, at man som skuespiller skal være bedre til at sige nej i eventuelt farlige situationer.

»Vi bliver selvfølgelig nødt til at tage hånd om hinanden. Det skal ofte gå stærkt, når man laver ting, og der bliver vi nok nødt til at være ekstra påpasselige. Men ulykker sker, sådan er det jo, nogen gange kan det være farligt, det vi laver, og indebære en risiko. Derfor skal vi også passe på hinanden og vores kollegaer – og blive bedre til at sige nej, hvis vi ikke tror, det er sikkert,« lyder det fra skuespilleren.

Mens han lå indlagt med forbrændinger, sendte flere af hans danske skuespilkollegaer og venner hjertevarme hilsener til Jakob Oftebro.

»Det var helt fantastisk og rørende,« fortæller skuespilleren.

En af dem, der sad chokeret hjemme i Danmark, var skuespilleren Søren Malling, der er Jakob Oftebros kollega og gode ven.

»Det var et kæmpe chok. Ikke kun for mig, men for mange, tror jeg. Nu har jeg et særligt forhold til Jakob, fordi vi har lavet mange ting sammen, og vi joker med, at jeg er hans danske far. Så det var et kæmpe chok for mig, og jeg havde da dage, hvor jeg tænkte: 'Fuck, er hans liv smadret?' Jeg anede jo ikke, hvor meget der var sket,« forklarer Søren Malling, som ligeledes medvirker i tv-serien 'Kriger'.

Den 54-årige danske skuespiller lægger heller ikke skjul på, at han er glad for at se sin gode ven tilbage på benene.

Søren Malling under pressemøde på den kommende tv-serie 'Kriger'.
Søren Malling under pressemøde på den kommende tv-serie 'Kriger'. Foto: THOMAS SJØRUP
Vis mere

»Han har været sindssygt heldig og står jo her i dag og ser helt normal ud. Rent fagligt og i forhold til at kunne arbejde er han i princippet tilbage på fuld skrue, men jeg tror da også, at han personligt har fået en oplevelse for livet, han gerne ville være foruden, men jeg er kun glad for, at han er her,« siger Søren Malling.