Den danske instruktør Lars Von Triers næste store kontroversielle film 'The Nymphomaniac' vil indeholde masser af sex. Det bekræftede instruktøren for længe siden, da han løftede lidt af sløret og fortalte, at den kommer i to udgave: en blød udgave til biograferne og en hårdere og mere eksplicit udgave til DVD'en.

Men nu kan en af filmens skuespillere, den 26-årige amerikanske Shia LaBeouf, afsløre, at sexscenerne kommer til at vise ægte sex mellem to mennesker.

- Der er en advarsel i toppen af manuskriptet, der dybets set siger, at vi skal gøre det hele rigtigt, siger skuespilleren til MTV News og tilføjer:

- Og alt hvad der er ulovligt vil blive filmet med slørede billeder, men bortset fra det sker det hele. Det bliver en vild film.

Om den danske instruktør siger han:

- Han er meget farlig. Han er den farligste fyr, jeg nogensinde er dukket op hos. Jeg er rædselsslagen, siger Shia LaBeouf, der skal spille sammen med bl.a. Nicole Kidman, Charlotte Gainsbourg og Willem Dafoe i 'The Nymphomaniac', der handler om en kvindes erotiske liv fra hun er 0 til hun bliver 50.

Lars Von Trier har aldrig lagt fingre imellem, når han har snakket om sin film. Til Entertainment Weekly har han tidligere erkendt:

- Som kulturradikal kan jeg jo ikke lave en film om en kvindes seksuelle udvikling fra hun er 0 til 50 uden at vise penetration.

Om det er penetrationen vides ikke, men få dage efter at Shia LaBeouf fortalte, at han var villig til at gøre alt, hvad instruktøren bad om, blev han set i et ophedet skænderi med sin kæreste Karolyn Pho midt på gaden.

Hun fastslår dog, at skænderiet intet har at gøre med kærestens vovede job.

- Det kommer ikke nogen ved. Alt er fint. Det havde intet med filmen at gøre, fortalte Karolyn Pho til Daily News.