Fredag er de helt nye afsnit af tv-serien 'House of Cards' klar. Og spørger man skuespillerne, kan seerne godt glæde sig til sæson to, der ifølge Robin Wright vil skræmme og chokere - og ikke mindst give lysten til straks at se et nyt afsnit.

Og heldigvis ligger alle 13 afsnit allerede klar. Den politiske spændingsserie 'House of Cards', der har Kevin Spacey i hovedrollen som den magtsyge politiker Frank Underwood, bygger på BBC-serien af samme navn og er tilgængelig på streaming-tjenesten Netflix.



Robin Wright spiller Frank Underwoods kone, Claire, mens Kate Mara har rollen som journalisten Zoe Barnes, der bliver blandet godt og grundigt ind i de mange intriger og magtspil, der udspiller sig i Washington.

Netflix vil ifølge finansmagasinet Forbes ikke ud med seertallene på serien, men allerede for et par uger siden blev det offentliggjort, at aftalen om en tredje sæson allerede er på plads, og at optagelserne snart begynder.