Det blev den 20-årige Simone Nielsen fra Slagelse og den jævnaldrende Anders Schultz fra Aarhus, der i aftes vandt den 13. udgave af TV3’s realityshow ’Paradise Hotel’.

Særligt Simone har haft et turbulent ophold på det mexicanske luksushotel, hvor hun både nåede at blive smidt ud af ’Paradise’-modstanderen Philip May, komme ind igen og blive kæreste med Philip May, som hun stadig er sammen med i dag.

I finalen stod Simone og Anders med hver sin gylden kugle i hånden. I stedet for at narre den anden og løbe med pengene selv, valgte de at dele præmien på 500.000 kroner.

»Det gik mega stærkt. Pludselig stod jeg med en kugle i hånden overfor et menneske, jeg nærmest ikke kendte. Anders og jeg havde jo kun kendt hinanden i halvanden måned, så det var en meget speciel oplevelse at skulle stole på ham. Jeg havde heller aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville nå finalen,« fortæller Simone til BT og understreger, at hun aldrig så meget som overvejede at løbe med alle pengene selv.

Foto: TV3
Vis mere

»Det ville jeg ikke kunne gøre. Den holdning havde jeg fra starten af, og jeg syntes også Anders kun havde udvist loyalitet, så det kunne jeg ikke gøre imod ham.«

Simone er lettet over i dag at kunne tale åbent om sin sejr, for det har været irriterende at skulle holde det hemmeligt for nysgerrige.

Hun har ikke fået sin pengepræmie endnu og ved heller ikke helt, hvad de skal bruges på.

»Jeg vil gerne gemme dem. Det er ikke for at lyde selvfed, men jeg har penge nok, til det der lige skal bruges nu og her, hvis jeg vil ud og rejse eller have mig en lejlighed. Jeg har nemlig også lige fået udbetalt min børneopsparing på 30.000 kroner. Så jeg gemmer pengene til en dag, hvor jeg skal have et hus med Philip, og vi skal starte en lille familie.«

Til daglig er Simone i gang med en professionsbachelor i pædagogik. Hun skal læse videre de næste tre år, og så håber hun på at kunne fortsætte på kandidatuddannelsen.

Foto: Scanpix
Vis mere