Sidste år blev lille Maggie My født ind i en regnbuefamilie bestående af Silas Holst, hans mand Johannes Nymark og Silas' bedste veninde Louise. Nu vender trekløveret tilbage på skærmen.

Til foråret kan seerne endnu engang følge livet hos regnbuefamilien Silas Holst, ægtemanden Johannes Nymark og Silas' bedste veninde Louise Mahnkopf, som han har kendt siden gymnasietiden.

Trekløveret blev forældre til Maggie My for et år siden og bor sammen i et hus i Brønshøj.

Hvor første sæson af programmet handlede om fødslen og tankerne om at blive en familie, kommer det denne gang især til at handle om de mange udfordringer, der er forbundet med at være regnbuefamilie.

Og det er blevet sværere, fortæller Louise Mahnkopf til BT:

»Rent praktisk er det blevet sværere, fordi jeg er startet på arbejde, mens Silas var på Grease-turne, så der var meget, der skulle passe sammen. Derudover havde jeg lidt svært ved at give hende fra mig i starten. Jeg tror, det er meget normalt, og jeg vidste jo, at hun var et delebarn, men det har alligevel krævet nogle snakke,« forklarer hun.

De tre venner og forældre deler huset i Brønshøj for at kunne være tæt på hinanden i hverdagen:

»Det fungerer rigtig godt, men vi skulle lige finde ud af, hvordan det skulle fungere. Om man for eksempel man må gå ind og ud hos hinanden. Det har vi nu opsat nogle regler for,« fortæller Louise, der ikke vil afsløre præcis, hvad hun og fædrene endte med at aftale.

Mens Silas Holst og Johannes Nymark er gift, så er Louise Mahnkopf single:

»Sidste sæson havde jeg en kæreste, men vi slog op lige inden Maggie blev født. Vi er stadig gode venner. Lige nu leder jeg efter den eneste ene, og det kommer til at fylde rigtig meget i programmet, hvordan jeg har det med kærligheden,« indrømmer hun.

Det kan nemlig være lidt udfordrende at bo sammen med et lykkeligt ægtepar, når man selv stadig leder efter HAM.

Det helt store spørgsmål i Brønshøj lige nu går ud på, om trekløveret skal have en bror eller en søster til Maggie My - eller om Louise Mahnkopf hellere vil satse på at få endnu et barn med en eventuel ny kæreste.

»Vi ved det ikke helt endnu. Jeg er stadig i tænkefasen...« lyder det fra Mahnkopf.

Den nye sæson af 'Silas – mig, min mand og min 'kone'' bliver sendt på Kanal 4 til foråret.