5/6 stjerner
Instruktør: Stefano Sollima.
Med: Josh Brolin, Benicio Del Toro

Grænseland. Det handler om grænser i denne fortsættelse til den perfekte narkothriller ’Sicario’. ’Soldado’ er over grænsen, uden grænser og grænseløst god.

Benicio Del Toro og Josh Brolin er tilbage som amerikanske grænsekrigere i kampen imod de mexicanske karteller. Del Toro er igen den colombianske sicario, lejemorderen, der skyder, før han taler. For hævn.

Mexicanske narkogangstere havde dræbt hans familie i et syrebad i den første film. Nu er han forfremmet til hovedrolle på bekostning af Emily Blunt, der sidst måtte indse, at CIA er lige så store banditter som kartellerne.

Den dræbende og tavse Del Toro er denne gang blødgjort som en slags moderne westernhelt på ensom cowboy-mission i det amerikanske grænseland som beskytter for en uskyldig karteldatter. Det er ren John Wayne.

Der planlægges efter sigende allerede en ’Sicario 3’. NORDISK FILM
Der planlægges efter sigende allerede en ’Sicario 3’. NORDISK FILM
Vis mere

Brolin har ligeså iført sig sine ’Sicario’-sandaler som CIA-agenten uden moralsk kompas, men med et maskingevær, der altid rammer plet. Efter skurkerollerne tidligere på året som Thanos og Cable i ’Infinity War’ og ’Deadpool 2’ skulle man ikke tro, at der kunne vrides mere dumt svin ud af Brolin. Tro om igen. Her dronebomber han gerne uskyldige for at tvinge svar ud af en terrorist. Han er ondere end Thanos. Det er han i en 2’er, som egentlig ikke så meget er en fortsættelse af den første film, men nærmere et slags nyt afsnit ’Sicario’.

Problemet er ikke længere grænsehandel med narko – denne gang er det immigranter. Kartellerne tjener fedt på at smugle mennesker fra Mexico til USA. Det skal stoppes med et action-mættet manuskript, hvor en kartelkidnapning gengældes med panserværnsraketter. Men også et klogt manuskript, der ikke vælger side.

Man kan sagtens bygge Trumps mur med ’Sicario 2’ som fundament. Man kan også rive den ned igen, fordi muren og modstanden imod immigranterne måske bare avler endnu mere af det samme. Det sidste er ’Sicario’-filmene et godt eksempel på. Den første var slank suspense, denne nye nummer to er mere voldelig og voldsom. Første gang blev grænsen flyttet – nu er der ingen. Det er grænseløst godt.