Med Netflix’ ’Marco Polo’ satser streaming-tv på nye serier. Her anmeldes seks af dem

Mon ikke Netflix har været godt misundelige på rivalerne HBO, der sidder på tidens mest populære tv-serie ’Game of Thrones’? Noget kunne i hvert fald tyde på det, når man ser ’Marco Polo’, årets største seriesatsning på Netflix.

Afhuggede hoveder flyver gennem luften fra allerførste scene af historien om den unge opdagelsesrejsende Marco Polo, der på sin jomfrurejse mod 1200-tallets Kina bliver taget til fange og efterladt hos den mongolske leder, Kublai Khan.

Marco er pant, så hans far kan få lov at handle på Silkevejen, og så er scenen ellers sat til et hæsblæsende eventyr fuldt af politiske intriger, forbudt kærlighed, jalousi og bedrag, hævn, løgn, sex, vold og kung fu.

Kulørte klassikere

Fyldt med halvnøgne damer, bjørneskind og drabelige sværd minder det unægteligt en del om ’Game of Thrones, men det minder lige så meget om barndommens kulørte klassikere som ’Kong Salomons miner’ og ’Nu går den vilde skattejagt’.

’Marco Polo’ er skabt med glimt i øjet og lyst til at underholde. Den forholder sig mere fabulerende end faktuelt til sin historiske tid, men forfalder heldigvis aldrig til rent fantasyvrøvl. I stedet får vi lidt asiatisk lommefilosofi, som kunne stå på en gajolpakke, og introduktion til Østens eksotiske elskovs-, krigs- og kampkunst.

Ikke meget på hjerte

Marco skal lære at mestre det hele. Samtidig har han en særligt malende måde at beskrive sine oplevelser på, og derfor bruger den store Khan ham som sine skjulte ører og øjne - i en rolle mellem spion og hofnar, der smart forklarer, hvordan den italienske ungersvend konstant havner midt i orkanens øje.

Man kan indvende, at serien ikke har meget på hjerte, men det foregiver den på den anden side heller ikke. Det er ikke ’1864’, det her. Der er ingen, der tuder over alle dem, der dør, eller tiden, der flyver afsted som en ørkenstorm.

Dommen for Marco Polo

’Marco Polo’ er skabt med glimt i øjet og lyst til at underholde. Den forholder sig mere fabulerende end faktuelt til sin historiske tid.Foto: Phil Bray/Netflix
’Marco Polo’ er skabt med glimt i øjet og lyst til at underholde. Den forholder sig mere fabulerende end faktuelt til sin historiske tid.Foto: Phil Bray/Netflix
Vis mere


Det er ramasjang og tjubang, og selv om den ukendte Lorenzo Richelmy er tam som en nystrøget poloshirt i titelrollen, er det fornøjeligt og uforpligtende underholdning. ’Marco Polo’ er værd at bruge et par timer på. Kom opium i piben og smæk snabelskoene op.
Dom: Fire ud af seks stjerner

Mesterlig miniserie om hængemuler


'Olive Kitteridge'
(HBO Nordic)



Mesterlig miniserie om den fuldtidsdeprimerede Olive, hvis liv går stødt og forudsigeligt ned ad bakke gennem 20 år, indtil hun sidder med et haglgevær i munden. Det burde være vintertung kost at komme igennem, men Lisa Cholodenkos årvågne drama er balanceret, bevægende og blændende godt spillet af Frances McDormand som Olive, samt Richard Jenkins, John Gallagher Jr. og Bill Murray som hængemulemændene i hendes liv.

Dom: Seks ud af seks stjerner

Skammeligt overset serie med Maggie Gyllenhaal


'The Honorable Woman'
(HBO Nordic)



Er man til skarpe politiske dramaer, er skammeligt oversete ’The Honorable Woman’ et must. Maggie Gyllenhaal spiller titlens ærefulde britiske baronesse og forretningskvinde, der forsøger at gøre godt ved at skabe telekommunikation i Palæstina, men havner i et kynisk og dødeligt spil mellem internationale efterretningstjenester og sin egen familie. Man skal være vågen for at følge med, men det er længder bedre end ’Homeland’.

Dom: Fem ud af seks stjerner

Klaustrofobiske zombier


'The returned'
(NETFLIX)

Franske ’The Returned’ er faktisk fra 2012, men kom først her i efteråret på Netflix. Fire år efter en skolebus kørte ud over en skrænt ved en lille landsby, vender en af de døde elever pludselig hjem til sin mildt sagt vantro familie.

Når verden ramler

Snart følger flere døde efter, alle tilsyneladende uden den mindste bevidsthed om deres egen tilstand, mens uroen kryber frem i alle sprækker. Nok er de zombier, men ’The Returned’ er først og sidst et uhyggeligt klaustrofobisk drama, om hvad der sker, når verden ramler, og alt mister sin mening. Og når det sker igen.

Dom: Fem ud af seks stjerner

Simpel bonde bliver spion


'Turn'
(HBO Nordic)

Historisk, actionfyldt drama fra 1770erne, tiden lige op til den amerikanske uafhængighedskrig. Jamie Bell (’Nymphomania’) spiller en simpel bonde, der helst vil passe sin kål og sig selv, men som af tilfældighedens vildveje havner midt mellem den amerikanske og den britiske hær og bliver spion for dem begge. Måske. ’Turn’ lagde ud med en del klicheer, men den har spillet sig op hele vejen gennem første sæson og er blevet svær at slippe igen.

Dom: Fire ud af seks stjerner

Banal affære og mord


'The affair'
(HBO Nordic)

En midaldrende forfatters banale sommerferie-affære med en sørgende servitrice udvikler sig til en mordgåde i ’The Affair’, der som noget ganske specielt skifter synsvinkel, så begivenhederne i hver episode ses fra henholdsvis mandens og kvindens ståsted.

Det er sjovt de første par gange - især at se, hvordan de oplever sig selv og hinanden - men i længden bliver øvelsen lidt triviel. Mange er dog ganske vilde med serien, der netop er blevet nomineret til tre Golden Globes.

Dom: Tre ud af seks stjerner