“Jeg har ikke krudt i røven mere, efter jeg er begyndt at meditere,” siger den normalt så rastløse skuespiller, der er aktuel som psykotisk gangsterboss i ny tv-serie

Lige nu er Thomas Bo Larsen på vej tværs over Indien på motorcykel-eventyr med en gammel ven fra ‘beton-ghettoen’, som skuespilleren kalder kvarteret, hvor han voksede op sammen med de andre rødder; Værebroparken i Københavner-forstaden Gladsaxe.
Så den 54-årige skuespiller kunne ikke følge premieren på TV3s nye serie ‘Advokaten’ onsdag, hvor Larsen spiller den livsfarlige gangster (og familiefar) Thomas Waldman, der indhentes af sin egen grusomme fortid.

Den 54-årige skuespiller har altid haft ‘meget krudt i røven’, som han kalder den rastløshed, han har haft i sin krop.

Men Thomas Bo Larsen har fundet en metode til at tackle sit rastløse sind og det tankemylder, der før i tiden har stået i vejen for skuespilleren, afslører han over for BT:

“Det er nogle teknikker, jeg har fået, hvor jeg går i en slags meditation. En form for mindfulness. Jeg tager hovedtelefoner på og sætter meditationsmusik på, og går så helt ind i musikken, og så når jeg en tilstand, hvor jeg får visket alle tanker væk. Det kan tage alt fra et kvarter til en halv time. Men det er en fantastisk tilstand at komme i,” siger Thomas Bo Larsen, der bruger sin hemmelighed direkte i forbindelse med arbejdet på film og teater:

“Jeg bruger det både om morgenen før optagelser, hvis der er for meget tankemylder i mit hovede. På den måde kan jeg slå fra og fokusere. Og jeg bruger det også om aftenen efter optagelser eller forestilling. For at få visket tavlen ren og være klar til dagen efter. Det samler mine tanker på en helt anden måde, end jeg er vant til.

Jeg har været i Thailand og dyrket det, læst mig til noget af det, og talt med en coach. Jeg startede for cirka fem år siden, og nu bruger jeg det faktisk hver dag.”

“Jeg ved ikke, om jeg er blevet en bedre skuespiller, men jeg er nok blevet et lidt bedre menneske,” ler han med et stort smil:

“Jeg har i hvert fald lært at styre mit krudt i røven og er blevet bedre til at sidde stille. Jeg har altid haft en rastløshed i kroppen. Men når jeg mediterer, er jeg tvunget til at sidde helt stille. Og det giver mig en indre ro, som jeg har brug for, når jeg har så meget fart på, som jeg har, med alle de jobs jeg har. Så det er et rigtig godt værktøj, jeg har fundet mig,” siger Thomas Bo Larsen, der også betragter sine motorcykelture som afstressning.

“Det er en anden form for meditation for mig,” siger Thomas Bo Larsen, der elsker sit arbejde, særligt fordi han får lov at boltre sig i vidt forskellige roller.

“I den forrige serie ‘Veni, Vidi, Vici’, som han også lavede for TV3/Viaplay, sneg han sig nærmest langs panelet som falleret filminstruktør. I ‘Advokaten’ er det stik modsat.
“Waldman er gangster og grænse-psykopat, og det tiltalte mig enormt meget som kontrast. Jeg så en dokumentarserie om Idi Amin, Gadaffi og Stalin, som en del af min research. De var enormt paranoide og hele tiden bange for at blive slagtet af deres undersåtter. Og det samme med Waldman. Der er ikke nogen, han kan stole på, og det er han fuldstændigt styret af,” siger den 54-årige skuespiller, der lige efter TV3-serien var i Egypten for at lave 'Far til fire'-film, hvor han spiller Onkel Anders.

Igen en total kontrast:

“Hvis nogen tror, det er venstrehåndsarbejde, så kan de godt tro om igen. Det går jeg sgu lige så dybt ned i som alt det andet. Med ‘Far til fire’ skal jeg finde en masse energi i naiviteten. Og det tossede når jeg skal være helt på månen. Og det koster altså ligeså meget energi som at gå ind i en karakter i en krimi,” siger Thomas Bo Larsen, der fortæller, at han starter forfra, hver gang han kaster sig over en rolle.

“Jeg starter fra nul hver eneste gang. Så vidt muligt sletter jeg det, jeg lavede før, og jeg forsøger ikke at tænke på det, jeg skal spille næste gang. Men prøver til gengæld at være så meget til stede i det, jeg er i gang med,” siger skuespilleren, der ikke synes, det er hårdt at starte forfra hver gang.

“Jeg har en bokseklub med mine gamle venner fra beton-ghettoen, og det er det samme med en bokser. Han starter også forfra og går op mod en ny ukendt modstander hver gang og risikerer at få en ordentlig røvfuld. Jeg synes, det er fedt at bestige et nyt bjerg hver gang, fordi jeg hele tiden oplever nye sider af mig selv. Det er det, der driver mig. Det er forbrændingen i min motor, mit brændstof som skuespiller,” siger Thomas Bo Larsen og tilføjer, at det han allerbedst kan lide ved sit job er, at når det er mest optimalt, så glemmer han alt andet omkring sig:

“Når jeg går ind i det, så glemmer jeg tid og sted. Det er en kontakt, jeg har, som jeg kan tænde. Det er lidt svært at forklare, men jeg trækker mig selv ind i det, når jeg spiller film og teater, og nogle gange slipper jeg fuldstændigt. Så er det som om, tiden står stille. Og det befinder jeg mig rigtigt godt i, og når det lykkes, så er det helt euforisk.«

‘Advokaten’ har Nicolaj Kopernikus, Thomas Bo Larsen og Sarah Hjort Ditlevsen i de danske hovedroller. Og kan ses på TV3 de næste ni onsdage klokken 21.00 samt på Viaplay.