Lyt til artiklen

Dirch' er en af de sjældne film, der suger dig ind i sit univers og får dig til at glemme alt andet end det, der sker - her i venskabet mellem Dirch Passer og Kjeld Petersen.

Det var en skrøbelig konstruktion, bygget på komisk talent, jalousi, whisky og vanvid, som i Martin P. Zandvliets film vises med rørende menneskelighed i en stemning af blåt, tobakståget natteliv.

Meget af filmen foregår efter teatertid, hvor de to turede rundt i det københavnske natteliv og spillede kong gulerod. Det var hektisk og desperat, og vi forstår, hvor hårdt det må have været at slæbe rundt på prædikatet 'Danmarks morsomste mænd'.

SE ALLE BILLEDERNE: kendte til premiere på Dirch onsdag aften

Dirch Passer og Kjeld Petersen havde deres storhedstid i 50erne og 60erne, da de bl. a. optrådte med de uforglemmelige 'Tømmerflåden' og 'Skolekammerater'. Parret væltede ABC-Teatret, hvis direktør, Stig Lommer, spilles med iskold kynisme af Lars Brygmann.

Stig Lommer forskelsbehandlede de to, for han vidste, at det var Dirch, som var publikumsmagneten. Forskelsbehandlingen tog hårdt på Kjeld. Han sled sig op og døde som 41-årig. Og da Kjeld dør i maj 1962, udtaler Stig Lommer: 'Mange ting har han budt mig, men at dø på premiereaftenen er godt nok det værste'.

SE BILLEDERNE: Dirch Passer - her er billederne vi aldrig glemmer

Fortsatte alene

Dirch fortsatte den promilleoverrislede tur alene - nu med den døde Kjeld som tilskuer og kommentator. Det er her i årene før Dirchs død i 1980, filmen fungerer dårligst.

Det store 'efter-døden-dansenummer' for alle filmens medvirkende (til Bob Fosses 'All That Jazz') er heller ikke vellykket. Men pyt, 'Dirch' er en strålende og stærk film.

Som Kjeld og Dirch er Lars Ranthe og Nikolaj Lie Kaas totalt overbevisende. De ligner ikke meget, men vi skal ikke mange sekunder ind i filmen, før det er ligegyldigt.

SE ALLE BILLEDERNE: Kendte til premiere på Dirch onsdag aften

Så opslugt er man af det intense drama og den gensidige afhængighed mellem de to mænd, som er filmens kerne. Lars Ranthe har aldrig været bedre: En knivskarp og præcis præstation.

Som Dirch har Nikolaj lært de særlige Dirch'ske kast med hovedet og de lange arme, der hele tiden forekommer at være lidt i vejen.

Han kan noget af det særlige Dirch Passer'ske - hans far, Preben Kaas, kunne det samme - nemlig at tage sin figur helt ud på det vilde overdrev og alligevel bevare mennesket.

I forbindelse med sin forrige - og første - film, ' Applaus' udtalte instruktøren Martin P. Zandvliet: ' Jeg er Mr. Nobody!' Det er han i hvert tilfælde ikke mere. Med ' Dirch' er han i den grad rykket ind som dansk films nye ' Mr. Somebody Big'.

SE BILLEDERNE: Dirch Passer - her er billederne vi aldrig glemmer