’Hushpuppy’ er en af det forgangne års mest roste film. Et mesterligt lille stykke magisk socialrealisme, der formår at se på verden med et forfriskende nyt syn gennem sin blot seksårige hovedperson.
Hushpuppy hedder hun, og hun bor med sin døende, men stadig ildsprudende far i en rusten campingvogn stablet op på olietønder, langt ude i New Orleans’ sumpområder. ’Badekarret’ kalder de lokale deres lille sump-slum, der ligger på den forkerte side af diget, og derfor er dømt til undergang med den næste tropiske orkan.
Men i Hushpuppys badekar, som i gode gamle Bennys, tager verden sig forunderlig ud.
Glæde imod alle odds
Hun kender ikke andet end dette vilde outsider-liv, hvor alle lever fra flasken til munden og æder rå krebs i læssevis, mens de bogstaveligt talt forsøger at holde sig oven vande. Miljøet og klientellet ligner noget fra en indavlet amerikansk gyserfilm, men der er ikke ondt skabt i dem, og for Hushpuppy er det paradis. Langt fra civilisationen på den anden side af diget, hvor folk ligner blege fisk i et akvarium uden vand, og hvor syge mennesker, som Hushpuppys far, kobles til et stik i væggen.
Gennem filmens unge og helt uimodståelige fortæller i undertrøje og gummistøvler får verden et overnaturligt skær og en ukuelig optimisme. Det er det lille mirakel i ’Hushpuppy’. Global opvarmning, orkanen Katrina, fattigdom og kræftdød sætter en dyster ramme om livet, men den debuterende instruktør Benh Zeitlin formår at skære gennem det hele og fortælle en varm, bevægende og livsbekræftende historie om gode, gale mennesker, der ikke lader sig kue.
Man kan dårligt ønske sig en mere velvalgt begyndelse på (film)året.
Hushpuppy, Drama, seks stjerner
