Jublen er stor i Danmarks Radio og TV2 efter premieren på 'Arvingerne' og 'Badehotellet'. For seerne stortrives med dansk drama.

1.784.000 millioner så DR1s nye dramaserie 'Arvingerne', mens 1.524.000 tog med på TV2´s nye historiske dramaserie 'Badehotellet'. Og da seeningen var på sit højeste, så over 1,8 millioner med i familiedramaet på DR1, mens tæt på 1,7 millioner så med i løjerne på 'Badehotellet', da seeningen var højest.

- Vi er lykkelige, for det er langt over vores forventninger, siger dramachef Piv Bernth i DR, der glæder sig over at kunne sende en tv-serie på skærmen, som fanger seerne.

- Det er skønt, når noget, vi laver, bliver godt modtaget og er på bølgelængde med seerne, siger Piv Bernth, der også glæder sig over flotte, stjerne-anmeldelser hos alle anmeldere.

For TV2´s dramachef Katrine Vogelsang er seertallene til 'Badehotellet' årets nytårsgave. Det er nemlig det højeste premiere-seertal til en TV2-fiktionsserie siden 90'ernes 'Strisser på Samsø'.

-Vi kan ikke være andet end glade for så flot en premiere. Nu er det juleugen, hvor tv-seeningen er meget anderledes, så jeg tager tallene med en gran salt og regner med, at serien finder et mere naturligt leje, når vi når hverdagen. Men vi er rigtig glade for den høje vurdering, og er meget fortrøstningsfuld siger Katrine Vogelsang, der har måttet vente i dagevis på seertallene, fordi TV Gallup har holdt julelukket.

Hård kritik

'Badehotellet' har modsat 'Arvingerne' fået en hård medfart hos anmelderne.

- Men nu tager vi ikke specielle hensyn for at glæde anmelderne. Den lette genre får oftere en hårdere medfart end de mere klassiske dramaer. 'Badehotellet' er primært lavet til seerne, og jeg har hele tiden haft en meget god fornemmelse og synes, man er i rigtig godt selskab.-

For modsat anmelderne synes seerne bedre om 'Badehotellet', der får en højere vurdering end familiedramaet på DR1. 'Badehotellet' vurderes til 4,1 på en skala fra 1-5, mens 'Arvingerne' får 4,0 i karakter.

Plads til begge

Dramacheferne på de to statsejede tv-kanaler glæder sig over, at seerne har valgt at se begge tv-serier.

-Ude i verden er det helt normalt, at flere tv-kanaler sender drama-serier, og det er dejligt, at det nu også sker her i Danmark, og at de er så forskellige, at seerne tager godt imod dem begge, siger Piv Bernth.

- Det er meget klogt, at vi har valgt at lave drama-serier, der er så vidt forskellige, at seerne vælger at se dem begge, fordi det er to så vidt forskellige tilbud.  Ligesom det var tilfældet med årets de to tv-julekalendre, siger Katrine Vogelsang fra TV2.