Det var en ualmindelig pinlig og lang affære at blive ledt gennem søndagens udstemning-show i Big Brother af værten Marie Egede. Det mener i hvert fald seerne.

Halvanden time var seerne vidne til en vært, der fumlede sig gennem sine sætninger og cue cards. Ekstra pinligt blev det, da der fra livestudiet blev stillet om til Big Brother-huset, hvor også beboerne blev så tilpas trætte af værten, at de begyndte at svare hende igen.

- Dine spørgsmål skaber dårlig stemning, sagde blandt andre den 19-årige bartender Amanda.

Særligt slemt blev det, da Marie Egede ville gå ekstra til beboerne for at få svar på, hvorfor de havde reageret som de havde i den forgangne uge. Men spørgsmålene var for Se og Hør-agtige, mente beboerne.

- Jamen vil I ikke stå ved de ting, I har gjort nu? forsøgte Marie Egede sig.

Det ville de ikke. Men SBS TV vil derimod gerne stå på mål for deres vært.





- Jeg synes, at hun har klaret en uvant rolle flot. Nogle kan så lide, at hun har noget kant, andre kan ikke. Et format som Big Brother vil altid afføde en voldsom masse holdninger, særligt når vi lægger det åbent ud som på f.eks. Facebook, siger programchef hos SBS TV Peter Rosberg til bt.dk.

Selv beboerne begyndte at bide af hende i aftenens program. Synes du ærligt talt ikke, at det var pinligt at se på?

- Nej, det må stå for din regning. Spørgsmålene er jo faktisk nogle, seerne selv har bedt os om at stille. Jeg så selv showet, og jeg synes, hun gjorde det godt. Og jeg synes ikke, at programmet skal dreje sig om værten, men om beboerne.

Men det kommer det jo til, når selv beboerne er utilfredse med værten. Fra seerne har I også fået et utal af henvendelser. Vil I slet ikke lytte til dem?

- Jo, dem vil vi bruge seriøst og konstruktivt fremadrettet. Men hvordan vil jeg ikke dele med en journalist. Det skal ikke stå i avisen - det skal ses på skærmen, lyder det hemmelighedsfulde svar fra programchefen.

Den 30-årige Marie Egede, der blev kendt som en tredjedel af satireprogrammet Slemme, slemme piger, ønsker ikke selv at kommentere kritikken.





Men bt.dk har samlet nogle af kommentarerne på Big Brothers Facebook-side fra søndagens liveshow:

- Kan man stemme jeres værtinde ud?

- Aldrig har jeg oplevet så dårlig timing og manglende situationsfornemmelse!

- Så kast da en brødrister i hovedet på den spade, som skulle forstille at være en vært.

- Seriøst, får stress af den vært, hendes stemme går lige i hjernen på mig, får lyst til at rive mit tv ud af væggen, hver gang kvinden åbner munden!  Hvorfor stiller du samme spørgsmål igen og igen og igen? Smut nu væk fra den skærm.

- I ødelægger det for jer selv. Jeg har set BB siden 2001, og aldrig har jeg været så irriteret over en studievært, som jeg er over hende, I har nu. I må seriøst gøre noget. Enten at give hende en del undervisning i ordentlig opførsel eller skift hende ud. Det kan ikke være rigtigt, at vi mange seere OG beboerne i huset skal opleve sådan en frygtelig vært, det kan ende med, at seertallene daler på grund af hendes - skal jeg kalde der manglende erfaring som ordentlig studievært?

… derimod er eks-beboere Line og Louise ude på den anden – gode ambassadører for SBS TV – og fulde af begejstring.

- Ærlig talt! Det da utroligt, så ondt i røven folk har! Jeg synes Marie er god - hvis I ikke er enige, er der en knap på fjernbetjeningen, der hedder SLUK. Kærlighed herfra, skriver frisøren Line Veiss, der blev stemt ud i sidste uge.