Mere end 20 år er gået, siden alverdens tv-seere første gang stiftede bekendtskab med de unge smukke studerende på West Beverly High School. Siden er meget vand løbet gennem åen, og det er nu 12 år siden serien lukkede og slukkede. I 2008 blev serien dog genoplivet med nye karakterer og gensyn med enkelte af de gamle. Men hvad skete der egentlig med de oprindelige stjerner? Mød dem igen her 12 år efter.

Donna

Tori Spelling, 39 år, spillede rollen som klassens pæne pige, Donna Martin. Siden 'Beverly Hills 90210' har skuespillerinden medvirket i en håndfuld tv-serier og tv-film, ligesom hun også optrådte i to afsnit af den genoplivede tv-serie '90210'. Tori Spelling fødte torsdag sit fjerde barn, som skal hedde Finn Davey McDermott. Den stolte far er skuespilleren Dean McDermott, som Tori har været gift med siden 2006, og med hvem hun altså nu har fire børn. Tori Spelling har ved siden af sin karriere inden for tv også designet smykker, og i 2008 udgav hun sin selvbiografi, som nåede toppen af New York Times' bestseller-liste.

Brandon

Canadiske Jason Priestley, 43 år, smeltede pige- og måske også kvinde-hjerter som den snusfornuftige Brandon Walsh. Af de gamle Beverly Hills-stjerner er han en af dem, der har mest liv i skuespil-karrieren i dag. For tiden spiller han for tredje år i træk hovedrollen i tv-serien 'Call me Fitz.' Jason Priestley giftede sig i 2005 med makeup artisten Naomi Lowde. Sammen har de datteren Ava Veronica og sønnen Dashiell Orson. Den tidligere 'Beverly Hills'-stjernes store hobby er at køre racerbil. Men i 2002 kørte han galt med 290 km/t på Kentucky Speedway - en ulykke der kostede både brækkede knogler, skader i hoved og på rygsøjlen.

Kelly

Jennie Garth, 40 år, spillede Kelly Taylor i 'Beverly Hills 90210'. Hun laver stadig tv-film og tv-serier og medvirkede også i 20 episoder af den genoplivede Beverly Hills. I 2007 nåede hun semifinalen i den amerikanske version af 'Vild med dans' - et program som mange af de tidligere Beverly'er har forsøgt sig med. Jennie Garth har to forliste ægteskaber bag sig. I det seneste, som varede fra 2001 til marts 2012, var det med skuespilleren Peter Facinelli, med hvem hun fik tre døtre. Ifølge sidste nyt fra rygtemøllen er Jennie Garth nu kærester med en gammel flamme. Og denne flamme er ifølge den amerikanske tabloidavis 'Enquirer' ingen ringere end skuespilleren Luke Perry, som Jennie Garth før har været kærester med dog under navnene Kelly og Dylan i 'Beverly Hills 902010'.

Dylan

Luke Perry, 45 år, var i 'Beverly Hills 90210' den plagede enspænder Dylan McKay. Han er stadig en aktiv film- og tv-skuespiller med indtil flere film-projekter i støbeskeen i nuværende og til næste år. Om sin rolle som Dylan Mckay skal Luke Perry have sagt: "Jeg vil blive forbundet med ham (Dylan Mckay, red.) indtil den dag jeg dør, men det er faktisk i orden. Jeg skabte Dylan McKay. Han er min." Luke Perry afviste dog definitivt at optræde som Dylan igen i den nye omgang '90210'. Luke Perry har et ægteskab bag sig, som sluttede i 2003, men for tiden forbindes han altså med Jennie Garth.

Andrea

Gabrielle Carteris, 51 år, var den lidt kejtede redaktør på studenterbladet på West Beverly High School, Andrea Zuckerman, som aldrig fik fingrene i Brandon Walsh. Hun medvirker stadig af og til i tv-serie, men har siden 'Beverly Hills 90210' kastet sig over fagforeningsarbejde for skuespillere og radio-medarbejdere i Los Angeles. Som den eneste af hendes tidligere skuespiller-kollegaer har hun ingen skilsmisser bag sig. Derfor kan hun i år fejre sin 20 års bryllupsdag med forfatteren og produceren Charles Isaacs.

Steve

Ian Ziering, 48 år, spillede klassens klovn på West Beverly High School, Steve Sanders. Siden har han medvirket i enkelte film og tv-serier men også forsøgt sig som instruktør af kortfilm. Ligesom Jennie Garth har også han været en tur omkring den amerikanske udgave af 'Vild med dans'. I 2002 blev han skilt fra den tidligere Playboy-model Nikki Ziering, men fandt kærligheden igen i sit nuværende ægteskab med sygeplejersken Erin Ludwig.

David

Brian Austin Green, 39 år, var kun 17 år da optagelserne til 'Beverly Hills 90210' startede. Her spillede han karakteren David Silver, som gerne ville producere musik og være dj - drømme som Brian Austin Green også forfulgte i sit virkelige liv. Han er stadig aktiv skuespiller, men er i dag nok mest kendt for at være gift med Transformers-baben, Megan Fox, som han venter barn med. Efter brylluppet med Megan Fox har Brian Austin Green flere gange beklaget sig offentligt, fordi parret ikke kan være i fred for paparazzi-fotografer.

Brenda

Shannen Doherty, 41 år, spillede Brandons lillesøster Brenda Walsh. Som skuespiller er hun i dag den mindst aktive af de gamle Beverly'er. Hun fik dog i 2012 sit eget reality-show, som fulgte forberedelserne til hende og hendes forlovede Kurt Iswarienkos bryllup. Dette reality-show, som hedder 'Shannen Days', kulminerede ved alteret i Malibu, hvor Shannen sagde' ja' til sit tredje ægteskab. Hun er den af Beverly'erne, der har klaret sig dårligst i den amerikanske udgave af 'Vild med dans', da hun blev stemt ud i første program i 2010.