En ny fortolkning af det klassiske Snehvide-eventyr kommer på gaden i 2018 som en ny animationsfilm. Men allerede inden filmen er på gaden vækker den harme.

Det sker efter en stor plakat for 'Red Shoes and the seven dwarfs' (Røde sko og de syv dværge, red.) til Cannes Film Festival, som viser en høj og tynd Snehvide stående ved siden af en lav og tyk Snehvide. De to figurer er efterfulgt af teksten ’Hvad hvis Snehvide ikke længere var smuk og de syv dværge små?’ – altså en slet skjult henvisning til, at tykke mennesker ikke kan være smukke.

Plakaten har vakt harme på sociale medier, og skuespilleren Chloë Grace Moretz, som lægger stemme til Snehvide i filmen, har på Twitter været ude og undskylde for plakaten.

’Jeg har nu set alle reklamer for Red Shoes (filmen, red.), og jeg er lige så rystet og vred som alle andre, det her var ikke godkendt af mig eller mit team,’ skrev hun på Twiter, som kort  efter blev efterfulgt af:

’I skal vide, at jeg har gjort producenterne af filmen opmærksomme på sagen. Jeg udlånte min stemme til et smukt manuskript, som jeg håber, I vil se i dets fulde længde.’

Et af de forargede tweets kommer fra plus-sizemodellen Tess Holliday, som sammen med et billede af plakaten skriver: ’Hvordan blev dette godkendt af et helt marketingshold? Hvorfor er det i orden at fortælle små børn, at fed = grim?’

Hun har i skrivende stund fået over 2.000 likes og mere end 1.600 retweets, og langt de fleste kommentarer er positivt stemt overfor hendes pointe.

Brugeren Jane Monheit Fans skriver for eksempel: ’Det her er fucking uhyrligt.’

Til mediet PageSix har produktionsselskabet Locus onsdag undskyldt for reklamen og sagt, at de med det samme trækker den tilbage.

’Vi ved nu, at (reklamen, red.) havde den modsatte effekt af, hvad vi ønskede,’ siger en talsperson fra Locus.

Talspersonen forklarer, at budskabet i filmen - og meningen bag det hele - i virkeligheden er at udfordre sociale fordomme baseret på udseende i samfundet ved at fremhæve vigtigheden af indre skønhed.

Du kan se traileren for filmen her: