Takket være et hav af stærke skuespil-præstationer, vinder instruktør Lars von Trier dysten i antal nomineringer til årets Bodil pris.

Ikke færre end 6 af de hvide porcelæns-statuetter, har Trier nemlig mulighed for at tage med sig hjem, når der 3. marts afholdes Bodil fest i Bremen teatret i København.

Til gengæld må årets helt store publikumsmagnet 'Dirch' nøjes med 3 af slagsen.

Og forekommer det urimeligt, er man nødt til at kaste et blik på skuespillerlisten, hvor Lars von Trier nærmest boltrer sig i stærke både kvindelige og mandlige præstationer.

På kvindesiden er såvel Kirsten Dunst som Charlotte Gainsbourg og Charlotte Rampling således nomineret, mens Kiefer Sutherland og John Hurt er på listen over årets mandlige skuespillere.

Derudover er filmen nomineret som årets bedste film.

'Dirch' derimod har stærke mandlige præstationer på rollelisten - og her er både Nikolaj Lie Kaas og Lars Ranthe nomineret. Men ikke en eneste kvinde.

De er i den populære danske film reduceret til nærmest statistroller, som ikke får en jordisk chance for at vise, hvad de dur til.

Og med nomineringen som bedste film, når 'Dirch' altså kun op på 3 potentielle priser.

Trier får dog kamp til stregen af dramaet 'En familie', som er nomineret til 5 priser.

Årets nomineringer afspejler dog, at 2011 ikke har været det stolteste år for dansk film. Således er der i flere kategorier ikke nomineret de maximale fem kandidater, fordi feltet ikke har været stærkt nok.

Her kan du se, hvem der er nomineret til en Bodil i år:

Årets danske film:
'En familie'
'Superclasico'
'Melancholia'
'Dirch'

Kvindelige hovedrolle:
Lene Maria Christensen, 'En familie'
Kirsten Dunst, 'Melancholia'
Emma Sehested Høeg, 'Magi i luften'

Mandlige hovedrolle:
Jesper Christensen, 'En familie'
Anders W. Berthelsen, 'Superclasico'
Nikolaj Lie Kaas, 'Dirch'

Kvindelige birolle:
Anne Louise Hassing, 'En familie'
Paprika Steen, 'Superclasico'
Anne Sofie Espersen, 'Frit fald'
Charlotte Gainsbourg, 'Melancholia'
Charlotte Rampling, 'Melancholia'

Mandlige birolle:
Pilou Asbæk, 'En familie'
John Hurt, 'Melancholia'
Kiefer Sutherland, 'Melancholia'
Lars Ranthe, 'Dirch'
David Dencik, 'Værelse 304'

Bedste amerikanske film:
'Black Swan'
'Drive'
'The Tree of Life'
'True Grit'
'Winter's Bone'

Bedste ikke amerikanske film:
'Another Year'
'Kongens store tale'
'Nader og Simin - en seperation'
'Om guder og mænd'
'Oslo, 31. august'