Forvandlingen fra mand til kvinde var både dyr, besværlig og smertefuld for Sasha fra 'Robinson Ekspeditionen'. Hun valgte at gå uden om det etablerede system og betale hele operationen selv.

Sasha Louise Sprange røg i sidste uge ud af dette års 'Robinson Ekspeditionen', men inden hun sagde et dramatisk farvel til sine holdkammerater, nåede den 35-årige kvinde at afsløre, at hun er født som dreng. Dermed er hun den første transkønnede kvinde, som er stået frem i realityprogrammet, som bliver sendt hver tirsdag på TV3.

I radioprogrammet 'Det vi taler om' på Radio 24syv fredag eftermiddag fortalte hun hudløst ærligt, hvordan hun gradvist - og ved hjælp af hormoner og operationer - gennem flere år har forvandlet sig til kvinde.

Hun valgte at gå uden om det etablerede sundhedssystem og betale operationen selv. Inden hun kom så vidt, begyndte hun at tage hormoner, som hun fik fra veninder og bekendte.

Pillerne gav hende bryster, mindre muskler og stoppede skægvæksten. For to år siden gennemgik hun så det fulde kønsskifte på en klinik i Miami i USA.

I radioprogrammet fortalte hun detaljeret om, hvordan den 14 timer lange operation til sidst havde givet hende en fuld funktionsdygtig skede.

»Man tager det materiale, der er kommet ud som en penis, og så går man ind og laver den om, så det bliver en fisse i stedet for. Man vender den indad og tager alt muskulaturen ud, og så vender man vrangen ud på den. Og så syer man den,« fortalte Sasha til studieværten Ditte Okman.

Den tidligere Robinson-deltager fortalte også, at hun i dag fungerer helt normal som en kvinde - også når det kommer til det seksuelle.

Der er lagt op til en dramatisk aften i tirsdagens afsnit af 'Robinson Ekspeditionen'. Vis mere

Ud over de menneskelige omkostninger måtte hun af med omkring 700.000 kroner af egen lomme.

Sasha Sprange har tidligere fortalt B.T., at hun har følt sig som en pige, siden hun var tre år gammel.

»Lige siden jeg var tre år gammel, kunne jeg mærke, at jeg var, som jeg var.«

I sidste uge røg hun ud af det populære realityprogram efter, at hun tabte i den såkaldte 'dødskamp'.