I tv-klippet over artiklen kan du se et klip fra 2010, hvor Sanne Salomonsen overrasker X Factor-Tine på Skovshoved Hotel.

Man kan se på Sanne Salomonsen, at hun har levet et spændende liv. Den 61-årige popsnedker og rockmama har prøvet alt – og så alligevel ikke ... For hun har ikke prøvet at være dommer i X Factor. Ikke før nu. Lige nu er livet fyldt op af musik, selvudvikling og – en måske spirende kærlighed

Det er sent på eftermiddagen. Fra et hjørne bagerst i lobbyen på Hotel Axel på Vesterbro lyder en velkendt røst. Stemmen hæver sig, når den lader sig rive med, men sænkes hurtigt igen, for med ét at blive intens, nærværende og smittende varm. Den klinger hæst og tilhører en kvinde, som i fem årtier har spillet en helt afgørende rolle på den danske rock- og popscene – ‘Danmarks Rockmama’ Sanne Salomonsen.

Stemmen er ikke til at tage fejl af, men tilnavnet er ved at undergå en mindre forvandling.

»Jeg hedder jo ikke ‘Rockmama’ mere, og heller ikke ‘Popmama’. Nej, nu hedder jeg bare ‘Mama’,« siger Sanne Salomonsen og misser kærligt med øjne, der er perfekt indrammet af sort eyeliner.

»Det kalder de mig, de to drenge – mama.«

Drengene er hendes nye kollegaer i X Factor Remee og Thomas Blachman. Sammen er de tre musikere i fuld gang med den absolut sidste omgang af programmet – i hvert fald i DR-regi.

Mens Remee og Blachman er garvede i rollen, er det første gang, at Sanne Salomonsen sidder i dommerstolen.

»Det er lidt grænseoverskridende for mig at være med i X Factor. Jeg lever efter en livsfilosofi, som tilsiger, at jeg ikke gør mig til dommer over andre. Men den må jeg altså lige sluge i denne periode,« skraldgriner hun, så det runger i hotel-lobbyen.

Men hun har gjort op med sig selv, at programmet egentlig ikke handler om at gøre sig til dommer.

Dommertrioen ved DRs 11. og sidste omgang af X Factor. Thomas Blachman, Sanne Salomonsen og Remee. Foto Mads Claus Rasmussen
Dommertrioen ved DRs 11. og sidste omgang af X Factor. Thomas Blachman, Sanne Salomonsen og Remee. Foto Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det handler mere om udvikling, og dét er, synes jeg, ret spændende.«

Sanne Salomonsen nikker for sig selv og tager en tår af en cola zero i dåse.

»Ens udvikling er et ansvar, man må tage selv, for der er ikke nogen, der gør noget for dig. Gennem hele min karriere har jeg sørget for hvert tredje til fjerde år at få en ny oplevelse, som jeg enten kan lære noget af, eller som inspirerer mig helt vildt til den musik, som jeg skal ud at lave.«

Sannes tv-drøm

Hendes medvirken i X Factor giver Sanne Salomonsen en masse tv-erfaring, som hun håber på at kunne bruge i fremtiden.

Hendes nyeste plan er nemlig at blive god til at lave tv, for hun synes, at Danmark trænger til et nyt musikprogram, og sådan et vil hun gerne stå i spidsen for.

»Vi mangler at få adgang til al den kunst og musik, der er i Danmark. Det hele bliver sparet væk, og jeg synes, det er så synd for publikum.«

Derfor drømmer hun om at lave et program, som handler om musikken, men som ikke er en konkurrence.

»Størstedelen af Danmarks befolkning er interesseret i de forskellige musikalske kunstnere. Jeg kunne godt tænke mig at have et program, hvor jeg kunne invitere spændende musikere ind til en god snak.«

Talentudvikling

En sms tikker ind på mobilen, der bipper lystigt ved siden af hende. Sanne Salomonsen ignorerer lyden og fortsætter fortællingen om, hvordan hendes livsfilosofi har præget hendes egen udvikling.

Selv begyndte hun sin karriere som ganske ung. I 1960erne og 1970erne blev hun betragtet som et talentbarn og fik tilnavnet ’Lille Sanne Superstar’. Nu er det hende, der i bedste sendetid skal være med til at udfordre og udvikle deltagernes talent.

»Jeg er glad for, at jeg har den erfaring, jeg har, og glæder mig til at prøve al min erfaring og al min kunnen af på deltagerne. Det er en vidunderlig udfordring.«

Mest ser hun frem til selve coachingdelen af de uprøvede sangere.

»X Factor er talentudvikling, og det er spændende. Jeg har coachet nogle af de tidligere X Factor-deltagere. Altså dem, som ikke vandt programmet, men hvor jeg har kunnet se et talent. Når jeg ser et talent, får jeg lyst til at hjælpe det videre.«

‘X Factor-mama’ Salomonsen vil dog ikke afsløre, hvilke af de tidligere deltagere hun har taget under sine sangvinger. Tværtimod ryster hun hemmelighedsfuldt på hovedet, så de lange, lyse lokker svinger fra side til side.

Godt slidt

Hun er bevidst om, at mange på forhånd syntes, at det var et uventet valg, at hun skulle være med i tv-programmet.

Men den måske lidt usædvanlige beslutning er hun selv helt afklaret med.

»Kan du huske den sang, jeg har lavet, som hedder: ‘Hjem’,” spørger hun og lukker øjnene blidt, mens hun nynner sangen og lader hovedet svaje fra side til side.

»Jeg har prøvet alt ... Jeg har prøvet alt...,« messer hun for sig selv, men stopper brat:

»Men det havde jeg jo så ikke alligevel, for jeg havde ikke prøvet at lave X Factor. Jeg valgte at være med, fordi det er en kærkommen udfordring. Jeg vil gerne udvikle mig livet igennem, og jeg lærer helt sikkert noget af at lave X Factor.«

Der er en positiv aura omkring rockdivaen, som hun sidder overfor klædt i sort bluse og bukser med iøjnefaldende guldstriber. Hun læner sig frem, tager endnu en slurk af dåsesodavanden, mens hun grubler over, hvornår hun selv har haft mest x faktor.

»Jeg må jo have en eller anden form for x faktor. Men hvornår jeg havde mest, det ved jeg ikke. Jeg kan sige, at det eneste, det handlede om for mig gennem 70erne, hvor jeg var en lille pige, var at uddanne mig til sanger. 70erne handlede for mig om at udvikle mig og finde frem til min klang – til mine musikalske rødder. Jeg skulle finde frem til, hvad jeg ville, og satte mig selv i min egen musikalske skole. For på den tid var der ikke nogen steder, man kunne gå hen at lære. Man kunne kun komme på det klassiske konservatorium og blive operasanger. Jeg eksperimenterede helt vildt ved at synge, spille teater og arbejdede i Tyskland, hvor jeg var med i et stort fusionsbigband. Alt sammen var spændende opgaver.«

Stemmen bliver varm og tillidsfuld, mens minderne fra fortiden kigger forbi. Så rømmer hun sig, slår dramatisk ud med armene og siger med sin karakteristiske hæse stemme.

»Jeg er fascineret af opera og har da nogle gange tænkt: ‘Shit, det ville jeg egentlig også gerne have lært.’ Men nu er det for sent. Nu har jeg en rockstemme.«

Hun hæver stemmen og fortsætter engageret – ja, nærmest råbende:

»En god ... hæs ... slidt ... rockstemme, som jeg aldrig nogensinde tror, vil kunne gennemføre en operastrofe.«

Hun slår hænderne sammen og griner ad sin lille fremførelse, før hun fortsætter:

»Livet er så travlt. Man skal huske at mærke efter, hvad ens mål er. For mig er det ikke kun arbejdsmål, det er også menneskelige mål. Et af mine mål har været konstant at udfordre og styrke min selvudvikling. Det har jeg nu brugt over 30 år på. Min livsfilosofi er integreret i min rygrad. Jeg behøver slet ikke at tænke på den. Sådan er jeg i dag, det kommer naturligt, og det er vigtigt for mig. Nogle leder efter, hvad de skal med deres liv, og så er der nogle som mig, som ’BOM’ ...,« siger hun og klapper hænderne hårdt sammen:

»Som nærmest ved det fra begyndelsen. Jeg har elsket musik, siden jeg var barn, og jeg har været professionel, siden jeg var 15 år. Jeg har været privilegeret og har levet min drøm ud.«

Har prøvet alt

Igen bipper telefonen på bordet. Denne gang åbner Sanne Salomonsen beskeden på mobilen og får et ’Gud, er klokken så mange’-udtryk i ansigtet. Men udtrykket affejes hurtigt og hun vender opmærksomt tilbage til en snak om fortiden med ‘sex, drugs og rock’n’roll’, som hun selv omtaler det.

»Når man er ung, skal man prøve alt. Det har jeg gjort. Jeg har prøvet ALT. Jeg tror på, at man skal ud at eksperimentere med sig selv, når man går fra stadiet som helt ung til begyndende voksen. Det er en naturlig del af ens udvikling,« siger hun med en tone, der afslører, at hun ikke fortryder noget.

»Når vi snakker om den (ungdommen, red.), er det som en film, der bliver rullet op for mig igen. Selvom jeg er det, man kalder for ’lækker gammel’, så kan jeg stadig huske alle de fede ting,« siger hun, mens endnu en lyd fra mobilen får hende til at skele lidt.

»Jeg har ikke fortrudt noget, for det har været med til at gøre mig til den, jeg er. Jeg har en livslang romance med mig selv, hvilket betyder, at jeg elsker mit liv, og jeg ved, at jeg har taget ansvaret for det. Jeg er stolt af mig selv, og det må man gerne være.«

En ung Sanne Salomonsen. Allerede som 15-årig levede hun af at være sanger og musiker. Foto Geert Bardrum
En ung Sanne Salomonsen. Allerede som 15-årig levede hun af at være sanger og musiker. Foto Geert Bardrum
Vis mere

Hun slår ud med armene.

»Jeg er blevet mere rynket, og det hele falder sydpå. Jeg har ikke fået lavet plastikoperationer ... endnu, but you never know. Jeg kan godt selv se, at jeg er blevet ældre, og en gang imellem bliver jeg pisseirriteret over det.«

Det 61-årige musikikon trækker sig i ansigt for at demonstrere forandringerne. Først trækker hun med pegefingrene ud i huden omkring øjnene, derefter knytter hun to fingre omkring sine kinder og ryster dem let.

»Men man ser ud, som man gør. Man er den, man er. Og dét har jeg valgt, at jeg vil være stolt af. Man kan se på mig, at jeg har levet et spændende liv. Derfor er jeg ikke flov over mine rynker,« siger Sanne Salomonsen mens hun trækker ud i huden på hver side af hagen og smiler – skævt.

»Generelt er jeg et meget skønt sted i livet, for jeg har nået en alder, hvor jeg nyder mig selv og min alenetid.«

Mental gåtur

Det er ingen hemmelighed, at Sanne Salomonsen har en forkærlighed for det spirituelle.

Hun har tidligere udtalt, at hun tror på livet efter døden, og hun ved, at hun har levet flere liv før dét, hun lever i dag. Det spirituelle og dét at fokusere på sig selv er i den grad noget, hun dyrker i sin dagligdag. Især når hun har tid for sig selv.

»Min alenetid bruger jeg på at gå tur med mine hunde. Det er min daglige meditation, hvor jeg er i kontakt med mig selv. På turen siger jeg alle mine bekræftelser. De hjælper mig med at styre mig selv og mine tanker. For at kunne være den, jeg er, har jeg nogle positive ting, som jeg fortæller mig selv,« siger hun og forklarer, hvordan hun, mens hun vandrer med sine tre hunde i naturen i Nordsjælland, giver sig selv komplimenter og styrker troen på sig selv.

’Oppe nordpå’ har hun, efter en ‘masse uro og ufrihed’, som hun kalder det, lige fundet sit nye ’for-ever-hus’.

På grund af et bankkrak måtte Sanne Salomonsen tilbage i 2011 sætte sin store drømmevilla i Charlottenlund til salg. Siden har hun ledt efter et nyt sted at slå sig ned.

Nu er hendes boligsituation endelig faldet på plads, og hun har købt en lystejendom i anden række fra havet.

Oppe på lakridserne

Mobilen på bordet foran hende ringer. Sanne Salomonsen undskylder sig og tager den. Det lange hår skjuler hendes ansigt, mens hun i røret siger:

»Søde, må jeg have lov at ringe om en halv time? Det er godt. Hej.«

Hun læner sig igen tilbage, vifter håret væk, så ansigtet bliver synligt. Så blinker hun hemmelighedsfuldt, mens hendes mundvige danner et velfornøjet smil.

Du ser glad ud ...?

»Ja, da. Det skal man have lov til at være.«

Igen smiler hun som om, der ligger ord på spidsen af hendes tunge. Hun vil ikke ud med dem, men fortsætter, hvor hun slap.

»Mit liv har været musik, musik, musik. Familie, familie, familie. Masser af hunde og heste. Jeg føler mig som et vanvittig privilegeret menneske, men jeg vil også gerne være med til at tage en del af ansvaret for, at det er blevet så fedt.«

Hun tier igen – et øjeblik. Det er som om, hun er to steder. Her i lobbyen med sin livshistorie og samtidig på vej videre.

»Jeg er, på trods af min alder, stadig meget travl,« siger hun så.

»Da jeg gik i studiet med min seneste plade, havde jeg ikke nået at købe ind i en uge. Det eneste, jeg havde i huset, var knækbrød og lakridser, da jeg en dag skulle have middagsmad. Da jeg næste morgen fortalte det i studiet, kom de (kollegaerne, red.) senere på dagen med et stykke knækbrød, der var fyldt med lakridser.«

Hun lader igen latteren runge under lobbyens loft.

»Jeg har ofte travlt, men jeg elsker det liv. Jeg er glad for, at mit liv er blevet sådan, som jeg ønskede, det skulle blive. Jeg har fået lov til at prøve alt det, man kan prøve i den her branche. Derfor kan jeg roligt læne mig tilbage og sige: ’Jeg har prøvet alt’.«

Og det gør Sanne Salomonsen så. Læner sig tilbage. Men der går ikke mere end et par sekunder, inden hun igen kigger ned på sin mobiltelefon.

»Klokken er blevet mere, end jeg regnede med,« siger hun så. Et varmt smil breder sig over hendes ansigt, da hun siger:

»Og jeg har tilfældigvis én, som venter på mig. Men dét er alt det, jeg normalt ikke snakker om. For jeg har ikke det store behov for at blande folk ind i det. Engang lavede jeg et interview med et dameblad, hvor jeg kom til at afsløre, at jeg så én, fordi de altid spørger til mit kærlighedsliv. Det holder jeg ellers altid helt tæt til kroppen. For det har mit liv også lært mig, at jeg skal gøre. Det er vigtigt at værne om sit privatliv.«

Hun kigger hemmelighedsfuldt frem for sig og nikker let ad sin egen pointe.

»Det giver mig en stor glæde at værne om det privatliv, jeg har. Jeg gør lige, hvad fanden der passer mig, men jeg gør det på en måde, så der ikke er nogen, der opdager det.«

Sanne Salomonsen kigger skævt ud ad den ene øjenkrog og fæstner så blikket roligt.

Så der står altså en fyr og venter på dig?

Igen runger den hæse latter gennem lobbyen.

Men for første gang svarer hun ikke. Hun blinker bare ...