Vi var for tidligt ude, hvis vi troede, familien Grønnegaard i alle deres trængsler og weltschmerz ramte bunden i sidste uge. Det var først søndag aften, at det virkelig gjorde ondt.
Signe måtte sælge huset. Trods aftale med Holland og salg af Veronicas falske værk var hampeeventyret løbet tør for penge, og med ét fattede alle, at fundamentet vaklede under familien. Og under serien.
Alle skød skylden på hinanden for ikke at tage ansvar, og er der noget, vi kan i dansk tv-dramatik, så er det at iscenesætte sådanne forsmåede skænderier. Det føg med sandheder, i scener, der fik lov at spille sig helt ud, og skænderier, der virkelig havde kvalitet. For de råbte ikke bare ad hinanden, Gro, Emil, Signe og Thomas, de fik også sagt en masse, der blev hængende i luften. Og vist hvor komplekse, troværdige og ufuldstændige personerne i 'Arvingerne' er vokset til at blive gennem snart to sæsoner.
Ret beset skete der ikke meget i aftenens episode, men der blev rykket hegnspæle i erkendelsen. Aldrig har familiens medlemmer hver især været så langt nede i kunstkælderen. Og sjældent har serien været så intens og vedkommende.
Alt syntes blot at gøre ondt værre. Frederik er ved at save benene af sig selv. Gro smadrede prototypen, der kunne redde Signe, men fælde hende selv. Isa kom med Melody og føjede blot endnu et problem til rækken. Og Thomas forsøgte med vanlig mangel på jordforbindelse at stable et kollektiv på benene.
'Du slikker os allesammen i røven for at vi bedre skal kunne lide dig', snerrede Gro ad Signe og ramte hovedet på sømmet. For først da Signe selv satte foden ned og viste hvem, der er husejer, vendte nedturen. Det var hendes - og skuespilleren Marie Bach Hansens - bedste afsnit.
At alting nu bliver godt igen, skal vi dog næppe regne med. Hovedforfatter Maya Ilsøe stryger ikke sine seere med hårene, og 'Arvingerne' har vist sig at være næsten lige så uforudsigelig, urimelig og overraskende som tilværelsen selv. Det er derfor, den er så god.
TV
Arvingerne II (5:7)
***** (5 stjerner)
