Programmet 'Besat Af Badboys' havde premiere på TV3 torsdag aften. Mariyah, der mest af alt ønsker sig en ægte badboy, forlader daten med Stefan, der langt fra lever op fra til hendes krav.

Stefan Nielsen er tatoveret, muskuløs og har ifølge sig selv lavet en del, som mor og far ikke ville være specielt stolte af.

Han lyder ganske vidst som en ægte badboy, men det er Mariyah Sami fra programmet 'Besat af Badboys' slet ikke enig i.

»Jeg kender ikke nogen, der vil have en ydmyg mand, som ham. Det er der da ingen, der gider at have,« fortæller Mariyah efter daten. »Jeg vil have en rigtig badboy, og det er han ikke.«

Gentagende gange i løbet af daten meddeler Mariyah, at hun forlader restauranten, hvis ikke snart Stefan sætter hende på plads. En date, som Stefan ellers har arbejdet i flere måneder på at få - selvom han ganske vidst brændte Mariyah af ved deres første date.

Programmet 'Besat af Badboys' var derfor Stefans eneste mulighed for at mødes med Mariyah igen.

»Jeg kom til at brænde hende af første gang, vi skulle mødes, og så gad hun ikke at snakke med mig bagefter. Hun tog det åbenbart lidt nært. Så da producerne ringede til mig, sagde jeg jo selvfølgelig nej til en date med det samme. Men så endte jeg gudhjælpemig med at ringe og selv bede dem om at lade mig få daten med den gudeskønne kvinde alligevel. Er du gal, det var dumt,« fortæller Stefan Nielsen til BT.

Daten var langt fra det, Stefan ønskede sig. Der er generelt ikke mange pæne ord at sætte på daten, hvis man spørger ham.

»Daten var totalt akavet, og noget af det mest nederen, jeg nogensinde har oplevet. Hvis jeg havde vidst, at programmet ville hedde 'Besat Af Badboys', havde jeg aldrig sagt ja til at være med. Det var fandme blevet et kæmpe nej tak,« forklarer Stefan.

Men selvom Mariyah afviste Stefan på landsdækkende fjernsyn, så kan han stadig ikke få hende helt ud af hovedet.

»Hun er stadig super fræk, så jeg har da kontaktet hende et par gange efter daten. Hun svarer engang imellem, men den kvinde er jo fuldstændig umulig.«

Torsdag aften, da programmet blev sendt, så Stefan ikke med. Han vil mest af alt bare glemme daten, han beskriver som forfærdelig.