Fredag aften tog 17-årige Vita Nikoline Jensen fra Hobro dommerne i X Factor med storm, da hun gik til audition med en sang, hun har skrevet til sin afdøde far.

»Et unikum af en sangerinde med noget på hjerte«, sådan lød de flotte ord fra Thomas Blachmann, som ellers er notorisk kendt for at være hård ved deltagerne i det populære DR-program X Factor.

Også Remee og Sanne Salomonsen havde kun rosende ord til Vita Nikoline Jensen, som kunne gå fra sin auditionen med tre sikre ja'er.

»Det er en kæmpe sejr, fordi det har krævet utrolig meget mod for mig at stille op i programmet. Især fordi jeg valgte at synge en sang, som jeg selv har skrevet, og som er så personlig,« siger Vita Nikoline Jensen til BT.

For tre år siden mistede den unge nordjyde sin far til kræft, og i lang tid havde hun svært ved at sætte ord på den sorg, som pludselig fyldte hendes hverdag.

»Jeg begyndt at skrive sangen, lige inden min far døde, men det var for hårdt for mig at færdiggøre den på det tidspunkt. Jeg var slet ikke klar til at sætte ord på mine følelser, så jeg endte med at lægge sangen på hylden,« fortæller Vita Nikoline Jensen.

Da hun besluttede sig for at stille op i X Factor, var hun dog ikke i tvivl om, at hun ville synge en sang til ære for sin far, og derfor besluttede hun sig for at gøre sangen færdig.

»Den handler om tidspunktet mellem liv og død - der på grænsen, hvor man næsten bliver lidt selvisk. Jeg ville så gerne have, at han holdte ud så længe som muligt, men samtidig vidste jeg, at han led og havde brug for fred.«

Vil ikke have medlidenhed

Vita Nikoline Jensens far havde hepatitis (leverbetændelse), men længe var der var ingen, der vidste, at han også havde kræft. Det fik han først konstateret i 2014, hvor han blev rigtig syg. På det tidspunkt ville lægerne dog ikke scanne ham, fordi de allerede dengang vidste, at han ikke ville overleve kemo, så hvor kræften sad, fandt de aldrig ud af.

Derefter gik det hurtigt. Den 17-årige nordjyde fortæller, hvordan hun begyndte at lægge mærke til, at hendes far, som ellers altid havde haft en kraftig mave, pludselig blev rigtig tynd.

»Det er virkelig hårdt at se nogen, man elsker, gå igennem et sygdomsforløb. Man vil gerne huske dem, som de var, men folk ændrer sig, når de er syge. Jeg kunne ikke gøre andet end at se på, mens han fik det værre og værre, og det er en frygtelig følelse« siger Vita Nikoline Jensen.

Medlidenhed er dog det sidste den unge nordjyde, der til dagligt går i 1.g på Aalborg katedralskole, ønsker.

Hun vil bare gerne lave musik, der betyder noget for nogen.

»Jeg var nervøs for, om folk bare ville se det som følelsesporno, fordi det er slet ikke medlidenhed, jeg er ude efter. Den her historie er en del af mig - alle der har mistet, kender det, og det er særligt dem, jeg gerne vil nå ud til,« siger den 17-årige nordjyde og tilføjer:

»Jeg vil gerne hjælpe dem med at sætte ord på noget, der kan føles umuligt.«