SPOILER-ADVARSEL: I denne artikel fremgår der detajler fra onsdagens afsnit af 'Den store bagedyst'.

Som regel er det en storsmilende Rosa Kildahl, der optræder på skærmen i 'Den store bagedyst', men i seneste afsnit viste seerfavoritten helt andre følelser.

Det stod i desserternes tegn, da femte afsnit af det populære DR-program 'Den store bagedyst' onsdag aften løb over skærmen, og særligt i én udfordring var Rosa i sit es.

Hendes dessert 'farmor møder 80'erne'-dessert, fik nemlig så meget ros af dommerne Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen, at den ellers altid smilende og latterfulde Rosa måtte knibe en lille tåre.

»Det er altså nemmere at tage imod ris end ros. Det er jeg ikke så god til,« siger Rosa Kildahl til Ekstra Bladet og tilføjer:

»Med alderen sidder følelserne nok lidt mere uden på tøjet. Jeg kan blive rørt over alt muligt, og jeg kan ikke skjule det.«

Rosa Kildahls glædestårer, fremkaldte også følelser hos flere seere ude bag skærmene.

'Tak Rosa. Så har jeg også prøvet at græde til Bagedysten,' skriver en Twitter-bruger.

'Stop Rosa. Når du græder, græder jeg også,' skriver en anden.

Det blev 31-årige Jacob Lund Hjort, der måtte sige farvel til det røde og hvide bagetelt i femte afsnit af 'Den store bagedyst'. Hvordan han oplevede sit farvel, og hvad han nu drømmer om, kan du læse i artiklen her på bt.dk.