'X Factor’ er slut. En epoke i dansk tv er ovre. Efter ti år med musikalsk talentudvikling i den bedste sendetid, har DR valgt at trække stikket og give stafetten videre til TV 2, der fortsætter programmet til næste år.

I skrivende stund aner vi ikke, hvad der skal ske med ’X Factor’ fra næste sæson. Rygterne har svirret om, at man i kulissen kæmper for at få Thomas Blachman, der jo er indbegrebet af ’X Factor’ med over på TV 2, men det er endnu ikke bekræftet hverken fra tv-stationens side eller Blachman selv.

Efter aftenens finale i DR Byens ’studie 5’ flyver årets vinder direkte til Los Angeles, hvor man i løbet af den næste uge gennemgår et større coachingforløb. Først venter privat træningsundervisning af den amerikanske popstjerne Lady Gagas faste koreograf og visuelle instruktør Richy Jackson. Derefter modtageren vinderen sangtræning af Eric Vetro, der bryster sig af at være vokaltræner for superstjerner som Katy Perry, Ariana Grande og Pink.

Når vinderen kommer hjem til Danmark igen venter et indspilningsforløb med de danske musikproducere Kewan og Andreas Krüger, der skal hjælpe med at lave et vinder-minialbum. Producerne er herhjemme bedst kendt for at arbejde sammen med navne som Mads Langer, Gulddreng og Gilli.

Men hvad med dommerne? Hvad skal Thomas Blachman, Remee og Sanne Salomonsen bruge deres nyerhvervede fritid på?

Sanne på turné
Sanne Salomonsen har som bekendt slået pjalterne sammen med sine gamle musikalske legekammerater Anne Linnet og Lis Sørensen, som hun fra den 16. maj 2019 tager ud på en stor fællesturné sammen med, hvor de vil spille hits fra da de for 40 år siden første gang fandt sammen i Anne Linnet Band.

I starten af året kunne man på DR se en dokumentarserie med Anne, Sanne og Lis, hvor de mindedes gamle dage, og nu følger de det altså op med en nostalgisk arena-turné.

»Dokumentarserien var et af de mest sete dokumentarprogrammer, og den har givet en efterspørgsel. Vi har snakket sammen og blev enige om, at det kunne være sjovt at give folk en fest,« har Anne Linnet tidligere sagt til DR.dk.

Sanne Salomonsen har til gengæld aflyst alle sine festivaljobs denne sommer. Ifølge hendes booker Henrik Seifert skyldes det ’timing’. Det har ikke været muligt at få en uddybning fra Sanne Salomonsen.

Blachman springer ud som designer
Thomas Blachman fortæller til BT, at den nærmeste fremtid først og fremmest skal bruges på at holde ferie.

»Jeg har jo nogle børn, og de har måtte undvære mig lidt i et stykke tid, så nu tager jeg til New York med min datter. Jeg var derovre for fem år siden med min søn. Det var mens al balladen med dameprogrammet (I 2013 havde Thomas Blachman et talkshow på DR2, hvor han sammen med en gæst kommenterede en nøgen kvinde, der stod foran dem, red.) kørte. Så det forstyrrede lidt. Men New York er et skønt sted at hænge ud med sine børn.«

Derudover har den idérige Blachman blandt andet et nyt tv-program på vej. I løbet af foråret udkommer han på DR med programmet ’Blachman på skoleskemaet’, hvor man følger ham undervise en ottende klasse i Hvidovre med sit selvopfundne ’Idéfag’, hvor han vil sætte fokus på at styrke den kreative tankegang hos de unge.

»Jeg var for nylig inde og tale i Folketinget om min hjertesag, og det gik rigtig godt. Jeg har fået en masse invitationer, men jeg er jo ikke partipolitisk, så jeg tror jeg skal gå min egen vej.«

Thomas Blachman skriver for tiden også på noget orkestermusik, og så er han i gang med at designe en børnestol.

»Stolen kommer i til at høre mere om snart. Jeg synes, jeg har fundet frem til et design, der har manglet.«

Remee skal på ferie
Sidste dommer, musikmogulen Remee, regner ligesom Blachman også med at holde en god ferie efter ’X Factor’.

»Jeg skal først og fremmest bruge noget tid med min familie. Når Mathilde (Gøhler, red.) kommer hjem fra Colombia (Hun arbejder som model, red.), skal vi være sammen,« fortæller Remee til BT.

Han har tidligere med stor succes kørt musikselskabet RE:A:CH sammen med produceren Lars ’Chief 1’ Pedersen, men det er på nuværende tidspunkt sat på standby.

»Lars blev jo for nogle år siden desværre ramt af en depression, som han også har fortalt offentlig om. Så lige nu eksisterer RE:A:CH ikke rigtigt.«

Remee bruger i stedet meget af sin tid på natklubben Arch, men han vil gerne tilbage til musikken og skrive flere hits til cv’et.

»Jeg er begyndt at arbejde rigtig meget med Arow Benjamin (Engelsk sangskriver, red.), som har givet mig en ny kærlighed til arbejdet. Han har blandt andet skrevet for Beyoncé og er helt vild. Det er også ham, der har været med til at skrive Rasmus (Remees ’X Factor’-deltager, red.) vindersang ’Rescue’.«

For nogle år siden var Remee tilbage på scenen som rapper, da han spillede med sit gamle 90’er-band Sound of Seduction til en 90’er-fest. Det har han ikke tænkt sig at gentage lige foreløbigt.