Den tidligere minister Anita Bay Bundegaard kræver, at DR's generaldirektør går af.
Politikerne på Christiansborg kalder om Plummers videregivelse af fortrolige oplysninger for 'usmart', 'bekymrende' og 'noget rod'. Men den tidligere minister Anita Bay Bundegaard går endnu længere.
- Kenneth Plummer er færdig. Og hvis han overhovedet tænker klart, så går han som generaldirektør for Danmarks Radio. Han skader jo sin virksomhed så meget ved at bryde skrevne og uskrevne regler siger Anita Bay Bundegaard til Politiken, hvor hun i dag er kulturredaktør.
DR's bestyrelsesformand bad i går Plummer om en skriftlig redegørelse, men det trækker bare sagen i langdrag, mener Bundegaard.
- Det er klart, at han ikke kan ikke stå som leder af en medievirksomhed. Nu har bestyrelsen så givet ham en mulighed for at komme med en meget udførlig redegørelse for sagen, og det kan han så gøre, men jeg synes bestyrelsen burde skride til handling snarest. Jeg synes ikke, at der er så meget at rafle om, lyder den kontante melding.
I hendes øjne er det både dumt gjort af Plummer og en alvorlig sag.
- Det viser sig, at de informationer, han røber over for den journalist, er fortrolige oplysninger, som en mediechef overhovedet ikke må oplyse til nogen som helst, hvor han har tavshedspligt, så det er en dybt alvorlig sag for Kenneth Plummer, uddyber hun.
Synes du, at Kenneth Plummer skal gå af som generaldirektør i DR pga., at han har forsøgt at bestikke en journalist med fortrolige oplysninger? Deltag i debatten herunder
B.T. kunne tirsdag afsløre, at DR's generaldirektør Kenneth Plummer bestak forfatter Kurt Lassen med fortrolige oplysninger fra DR, mod at han så lod være med at 'skrive om damer' i bogen 'Plummer - summen af kardemommen', der udkommer i morgen.