Den danske skuespiller Peter Steen er død, 77 år gammel. Efter længere tids sygdom sov han stille ind torsdag aften.

»Han åndede bare ud. Han havde Alzheimers, så det var en længere proces,« siger hans søn, Rasmus Steen, til ekstrabladet.dk.

Peter Steen blev optaget på Det Kgl. Teaters elevskole i 1960. I sit virke som skuespiller havde han roller i vidt forskellige produktioner som »Olsen-banden«, hvor han spillede kriminalassistent Mortensen, TV-serien »Taxa« og Per Flys film »Arven«. Sidstnævnte vandt han i 2004 både en Bodil og en Robert for i kategorien »Bedste mandlige birolle«.

Danskerne kender ham også fra TV-serier som »Edderkoppen«, »Rejseholdet« og Morten Korch »Ved Stillebækken«.

Dem mistede vi i 2012

Beskrevet som en skuespiller med sans for de »fine psykologiske nuancer« har han ud over de mere populære TV-titler også spillet professor Higgins over for Karen-Lise Mynsters Eliza og i Neils Simons skilsmissekomedie »Tør vi elske?«.

Inden Peter Steen brød med Det Kgl. Teater i 1974, skrev han stykket »Jo mere vi er sammen«, som samme scene opførte i 1970.

Ud over skuespillet fungerede han som censor på Statens Teaterskole, oversatte udenlandsk dramatik - primært angelsaksisk - og skrev sine erindringer i bogen »Tak Skæbne« fra 2003, hvor han åbenhjertigt reflekterede over sine tre forliste ægteskaber, om teaterkunsten og en hård barndom.

Peter Steen tilbragte de sidste mange år af sit liv sammen med sin kone i Svaneke på Bornholm.