Casper Christensen og Frank Hvam, det succesfulde makkerpar bag 60 afsnit af tv-serien Klovn og filmen Klovn - The Movie vil ikke længere samarbejde med Zentropa og filmselskabets kontroversielle topchef, Peter Aalbæk Jensen.

BT erfarer, at Christensen og Hvam gennem nogle måneder har kæmpet for at få afsluttet samarbejdet med Peter Aalbæk Jensen og Zentropa, der ejer rettighederne til Klovn - og det er nu lykkedes:

- Jeg kan bekræfte, at jeg ikke længere arbejder sammen med Zentropa og Peter Aalbæk Jensen. Og at vi ikke kommer til at samarbejde fremover. Mere har jeg ikke at sige, siger Casper Christensen til bt.dk.

Hvam og Christensen deler rettighederne til de allerede producerede Klovn-afsnit og Klovn-filmen med Zentropa, men har ret til at producere blandt andet en mulig Klovn 2 i deres eget selskab.

Casper Christensen ønsker ikke at give detaljer om bruddet, men BT erfarer, at Christensen og Frank til kolleger i filmmiljøet har givet udtryk for, at de har mistet tilliden til Peter Aalbæk Jensen, og at de føler sig "snydt" af filmdirektøren. Uenigheden skulle efter BTs oplysninger dreje sig om afregningen for de mange indtægter fra salget af Klovn-serien og filmen.

Andre filmfolk, BT har talt med, fortæller, at der ofte er problemer med at modtage årlige afregninger for, hvad de enkelte film tjener ind, og at Zentropa på forskellig vist får sat udgifterne på de enkelte film så højt, at det er vanskeligt for filmenes skabere at få penge ud af deres arbejde.

Klovn - The Movie er med 838.881 solgte billetter én af de mest sete film nogensinde i Danmark.