Poul fra 'Gift ved første blik' opgav det tre uger gamle ægteskab med Lene. Her forklarer han hvorfor.

I går gik det galt mellem endnu et ægtepar i ’Gift ved første blik’. Poul Bjørnlund-Larsen tog konsekvensen af den dårlige kemi mellem ham og hans hustru gennem lidt over tre uger, Lene Kristine Konrad, og forlod eksperimentet. Noget som Lene var meget skuffet over.

Så hvorfor gav han op efter så kort tid?

»Der var simpelthen ikke en fremtid mellem mig og Lene. Der var ingen kemi mellem os, og vi kommunikerede ikke på samme måde. Det gjorde, at vi ikke kunne indfri hinandens behov,« forklarer han til BT.

»Jeg havde selvfølgelig håbet, jeg var blevet matchet med en, som jeg havde kemi med. Det ville have gjort processen meget nemmere, og så kunne det måske have udviklet sig. Men på grund af vores manglende kemi forsvandt min tiltrækning, og det er jo en vigtig del af et kærlighedsforhold,« tilføjer han.

Der gik flere dage fra parret sidst så hinanden over en akavet øl på Roskilde, til Poul endelig ringede til Lene for at fortælle hende i utvetydige vendinger, at han havde tænkt sig at opgive eksperimentet.

Tv-programmet ’Gift ved første blik’ forsøger at arrangere ægteskaber mellem to singler baseret på videnskab snarere end forelskelse. Så hvad havde Poul egentligt forestillet sig, der ville komme ud af at medvirke?

»Jeg havde naturligvis forestillet mig, at jeg ville kæmpe for det. Men når der ikke er kemi, vil jeg ikke bare gøre det bare for eksperimentets skyld. Der var ingen mening for mig,« slår han fast.

Men kunne kemien ikke være kommet hen ad vejen?

»Jeg kan ikke se, hvordan den skulle være opstået, for vi er så grundlæggende forskellige. Jeg synes ikke, vi er et godt match,« understreger han.

Skilsmisse over telefon. Av, den er ikke helt heldig, men Poul forsikrer om, at det ikke var hans valg.

»Jeg synes aldrig, vi skulle have haft den samtale over telefonen. Det var noget, produktionen havde fået presset igennem. Jeg ville helst have gjort det ansigt til ansigt,« understreger han.

Tror du, det var for at lave godt tv, tror du?

»Det ved jeg ikke. Men det var i hvert fald ikke mit valg,« tilføjer han.

Du siger nogle ret hårde ting til Lene i telefonen, hvordan kan det være?

»Da jeg begynder med at forklare Lene, hvorfor jeg synes, det skal slutte, er hun ikke tilfreds med svaret og prikker lidt til mig. Så jeg tænker, jeg må være helt ærlig. Jeg fortryder, det kom ud på den måde, men situationen var rigtig dum. Jeg blev nødt til at sige det, som det var: At der ikke er kemi, og at det her kommer ikke til at ske,« siger Poul.

Poul og Lene var et af de par, der hurtigt oplevede, at relationen gik skævt.
Poul og Lene var et af de par, der hurtigt oplevede, at relationen gik skævt. Foto: DR/Snowman Productions
Vis mere

I slutningen af programmet ser man imidlertid, at Poul alligevel beslutter sig for at give eksperimentet en chance. Men det skyldes udelukkende, at produktionen havde bedt ham om at overveje, om han ikke ville udnytte resten af tiden til at få hjælp fra eksperterne.

»Det er ikke fordi, at jeg giver forholdet en chance, men jeg siger ja til, at vi kan lave sammen med eksperterne, som vi måske kan lære noget om os selv og om at være i et forhold, som vi kan bruge i vores fremtidige forhold,« forklarer han.