Ikke alle priser er lige velkomne hos den folkekære skuespiller Morten Grunwald. Faktisk endte hans Zulu-pris med at blive smidt ud.

Morten Grunwald er især kendt for rollen som Benny 'Olsen Banden'. Men det var nu for sin medvirken i filmen 'Hvid nat', at han i 2008 vandt prisen for Årets mandlige danske birolle i Zulu Awards.

Men skulle man tro, at prisen havde fået en fremtrædende rolle i Grunwalds hjem, som han deler med hustruen Lily Weiding, kan man godt tro om igen. Det afslørede den 81-årige skuespiller over for BT mandag den 21. december, hvor han sammen med mange andre danske kendte var mødt op for at hylde kollegaen Ulrich Thomsen, der  modtog Ove Sprogøe Prisen.

»Der er nogle priser, man hellere vil have end andre. Min Zulu-pris gav jeg til mit barnebarn, som smed den ud, fordi han heller ikke ville have den,« tilstod han over for BT.

Morten Sprogøe sidder i juryen, der afgør, hvilken skuespiller der skal modtage Ove Sprogøe Prisen. Prisen gives til en skuespiller for 'en usædvanlig præstation på teater eller film... med potentiale til at opnå den samme folkelige og brede appel som Ove Sprogøe', som det hedder sig.

Ulrich Thomsen var da også noget mere begejstret for prisen end Morten Grunwald var for sin Zulu Award:

»Denne her pris er da en særlig ære, for Ove Sprogøe har altid været en af mine favoritter, en af mine helte. Måske fordi han er det ærlige og stille menneske. Olsen Banden er jo nok folkelighed i bedste forstand, men der er jo meget mere i Sprogøe end udbruddene og løjerne med cigaren. for eksempel rollen som 'Den forsvundne fuldmægtig' som jeg altid har haft en forkærlighed for. Der var et særligt nærvær og en koncentration over alt, hvad han lavede,« fortalte Thomsen til BT.