Normalt får vinderne af TV 2s populære tv-program 'Nybyggerne' udleveret nøglerne til deres helt eget spritnye hus, når konkurrencen når sin finale. Men ikke i næste sæson, som får premiere i 2018.

Som noget helt nyt er det nemlig ikke fire nybyggede typehuse, som de deltagende kæreste- og ægtepar skal indrette, men derimod fire forskellige lejligheder i det samme nybyggede hus. Hver lejlighed har en værdi af mere end tre millioner kroner.

Det skriver Dagbladet Roskilde ifølge Sn.dk.

Grunden til, at lokalavisen skriver om sæson fire af det populære livsstilsprogram, skyldes, at byggeriet ligger i den nordøstsjællandske by Hedehusene. Tidligere har de otte deltagere skullet indrette huse i Kolding, Farum og senest i Aalborg.

De fysiske rammer er ikke den eneste store ændring i den kommende sæson. Også værten er ny, har Realityportalen tidligere skrevet. Igen i år bliver det Puk Elgård, der styrer slagets gang. Hun var også vært, da Lise og Michael løb med drømmehuset i 2016. Derudover supplerede hun Peter Ingemann i finalen i tredje sæson.

Optagelserne til de ni programmer er i fuld gang, og programredaktør hos TV 2, Stine Lundbak Ravn, har tidligere løftet sløret for, at der er endnu flere ændringer i den kommende sæson.

»Parrene vil fra start blive mødt med nye udfordringer, vi hidtil ikke har set i 'Nybyggerne'. Når vi går i gang med optagelserne, bliver det med et nyt konkurrenceelement, der vil stille afgørende høje krav til parrenes evner,« fortalte hun i sidste måned til TV 2.