Øverst kan du se de første scener fra den nye 'Klovn'-film

Makkerparret Casper Christensen og Frank Hvam er kendt for at gå lige til grænsen – men også gerne over. I den første Klovn-film, Klovn: The Movie, var der rigeligt med pinligheder, men opfølgeren, Klovn Forever, er om muligt mere pinlig.

Faktisk er Klovn Forever på grænsen til porno, lyder kritikken fra Medierådet.

»Filmen har en humoristisk grundstemning domineret af seksualiseret sprogbrug, og den indeholder en række scener med eksplicitte og meget direkte seksuelle skildringer. I adskillelige scener ses voksne, som har samleje i forskellige positioner, og flere af scenerne er på grænsen til det pornografiske,« skriver Medierådet ifølge ekkofilm.dk.

Der er især én scene, som Medierådet ikke er glad for, og som har haft en særlig betydning for, at aldersgrænsen er blevet hævet til 15 år.

I scenen ses Casper Christensen med erigeret lem, mens Frank Hvam onanerer i en optakt til at tage en kvinde, der ligger på en seng med bind for øjnene.

»Scenen er på flere måder ubehagelig, dels fordi kvinden er et uvidende seksualiseret objekt i to mænds stridigheder, og dels fordi den ene mand tydeligt er presset over situationen, som han ikke ønsker at gennemføre,« lyder kritikken fra Medierådet.

Medierådet for Børn og Unge vurderer film og sætter dermed samfundets officielle grænse for, hvad mindre børn bør se af levende billeder. Og selvom 'Klovn Forever' er en film baseret på humor, er det ikke nok til at ignorere de her grænseoverskridende scener, mener Medierådet.

»På trods af filmens humoristiske og komiske grundtone vurderes det, at de gentagne og meget direkte fremstillinger af voksensensualitet kan virke skræmmende eller grænseoverskridende på de yngste i aldersgruppen 11-15 år, og den får derfor en femtenårs-grænse,« lyder vurderingen.

Hvis børn under 15 år alligevel gerne vil ind og se filmen, kræves det dog blot, at de er i selskab med en voksen.