Hvis dine tæer er blevet lidt stive, så er der gode nyheder.

Adam Sandlers nye tåkrummende Netflix-film ’Sandy Wexler’ giver nemlig rig mulighed for lidt gymnastik i de yderste fodekstremiteter. For alle andre er der blot udsigt til to timer og 11 minutters solidt tidssplide.

Med film som ’You Don't Mess With With the Zohan’, ’50 first Dates’ og ’The Wedding Singer’ har Adam Sandler forlængst bevist, at han sagtens kan skabe holdbar, original og til tider ligefrem rørende humor. Og selvom ’Sandy Wexler’ ikke er Sandlers værste film (der er mange om buddet), så er den uendelig langstrakte fortælling om én af Hollywoods glemte helte, manageren der altid tænker på andre først, så elendig, at det i perioder kan være svært at tro sine egne øjne.

'Sandy Wexler’ finder sted i 90erne.

Vi møder den fortabte manager, der knap klarer til dagen og vejen ved at arbejde for en psykotisk, men flink bugtaler, en talentløs stuntman og en umorsom standupper.

Alting ændrer sig, da Sandy render ind i selveste Jennifer Hudson, der som sangeren Courtney Clarke underholder gæsterne i en lokal forlystelsespark (Disneyland?). Sandy ser og hører talentet.

Og snart er Courtney den nye Whitney Houston og Mariah Carey (vi befinder os som før nævnt i 1990erne).

Her forsøger Sandler at få os til at tro på en boblende romance imellem den elegante 35-årige soulsangerinde og den 50-årige snøvlende manager med morfar-bukser og 70er-briller. Og det holder ikke en meter.

De to skuespillere har en anstændig kemi. Men ironisk nok er Sandler det svageste led i sin egen film. Således er figuren Sandy Wexler (angiveligt baseret på Sandlers egen manager) endimensional, dovent udviklet og sådan cirka lige så charmerende som en gammel ostemad.

Og når Courtney Clarke spreder vingerne og snart bliver kæreste med både Lenny Kravitz og Babyface, så er det svært at blive oprørt over Wexlers påståede nedtur – han mister sine klienter én for én. Selvfølgelig ender det hele lykkeligt.

Og i sidste scene ligner Sandy Wexler for første gang i filmen noget, der bare minder om en rigtig person.

Det eneste gode ved ’Sandy Wexler’ er et imponerende opbud af gæstestjerner, der bl.a. tæller Jason Priestley, Arsenio Hall, Quincy Jones, Judd Apatow, Chris Rock, David Spade, Conan O’Brien, Jay Leno. Måske skylder de Adam Sandler penge.

1 ud af 6 stjerner.