Advarsel, Denne anmeldelse af 'Bedrag II' (9. afsnit) indeholder afslørende plotdetaljer.

DR1-drama
’Bedrag II - Afsnit 9’

Først troede jeg, at det var bankdirektør Simon Absalon (en fantastisk David Dencik), der havde det hårdest i niende og næstesidste afsnit af DR1-serien ’Bedrag II’. Men i sidste scene fik historiens måske eneste renhjertede fyr, Bimse så en skruetrækker igennem det selvsamme rene hjerte.

Morderen var selvfølgelig seriens svenske monster, Bo Peterson også kaldet ’P’. Og personligt glæder jeg nu som et lille barn til næste søndag, hvor P temmelig sikkert får den straf, han i den grad fortjener.

Som én af de få har Bimse (smukt portrætteret af Lukas Hansen) lige fra første afsnit i fra første sæson alene været drevet af kærlighed og loyalitet. Og hans død signalerer flot (omend brutalt), at vi nu kan gå til næste søndags finale med blottede knoer og helt uden tandbeskyttere. Alle trick gælder.

DK-økonomi på spil

Bagmadspolitiets helte, Mads og Alf (Thomas Bo Larsen og Thomas Hwan) har fundet ud af, at seriens helt store skurk, Knud Christensen (Waage Sandø) har i sinde at smadre hele den danske økonomi blot for selv at blive (endnu mere) svinerig.

Som oplæg til det helt store, danske krak, måtte Absalon Bank ejet af tvillingerne Amalie og Simon Absalon (Sonja Richter og David Dencik) i aftes erklære sig bankerot. Og man følte med de to unge forretningsfolk, der trods deres spidse albuer havde spillet spillet med de bedste intentioner. Og som skuespillere leverede både Dencik og Richter indsatser, der blev siddende under huden - Også når fjernesynet igen var slukket.

Alle bolde holdes i luften

I de allerførste afsnit af ’Bedrag II’ kneb det til tider lidt med troværdigheden. Men siden da er niveauet steget med raketfart. Og det er nu imponerende, så mange bolde seriens skaber Jeppe Gjervig Gram kan holde i luften.

Således nåede Mads kone Kristina (Line Kruse) også lige at føde en prematur søn. Superadvokat Claudia, der nu for alvor har sluttet sig til helte-holdet, konfronterede sin eks-mand Steen, der nu selv står til fængsel. Og før sin chokerende men også sært smukke død, nåede Bimse endnu engang at vise sin sjældne menneskelighed, da han midt i sin egen ’dødsdans’ nåede at sende nogle uskyldige børn væk fra morderiske ’P’ og derved reddede deres liv.

’Bedrag II’ fungerer nu på alle niveauer. Og jeg er sikker på, at næste søndags finale bliver som kronen på værket.