Mystikken breder sig i forhold til Nicole Kidmans rolle i den kommende Lars Von Trier-film. Ifølge det franske filmmagasin Positif skulle hun have sagt, at hun vil arbejde på 'The Nymphomaniac' i 'et par dage' uden at uddybe hendes rolle yderligere.

Men det udsagn stemmer ikke overens med den pressemeddelelse, der blev sendt ud 27. august, og som præsenterer mange af de hyrede skuespillere. Her nævnes Nicole Kidman nemlig ikke som medvirkende. Og spørger man Zentropa direkte, er svaret ikke til at tage fejl af. 
 
- Vi har ikke indgået nogen aftale med Nicole Kidman om medvirken i denne film, understreger Helle Hammer fra Hammer PR & Kommunikation.

Så om det er ønsketænkning fra Nicole Kidmans side, eller om hun bare har rod i kalenderen, det står fortsat hen i det uvisse. Men den kommende film fra Lars Von Trier er dog stadig så rigeligt besat med stjerner.

Blandt andre kan man se frem til at opleve Shia Labeouf, Charlotte Gainsbourg, Stellan Skarsgård, Jamie Bell og danske Connie Nielsen, Jens Albinus, Nicolas Bro samt Jesper Christensen.