Mord uden grænser (8:8)
TV-krimi

’Mord uden grænser’ blev søsat som et forsøg på at brede den højtbesungne danske nordic noir ud til resten af Europa. Et prestigesamarbejde mellem Danmark, Tyskland og Belgien med flere andre lande inde over, og et sympatisk forsøg på virkelig at bruge de respektive europæiske lokaliteter og kompetencer.

Smukke rammer

Men det blev skønne spildte kræfter. ’Mord uden grænser’ så fantastisk ud i alle otte afsnit. Der var dynamik i klipningen, masser af locations og en god fornemmelse for moderne internationalt politiarbejde, der foregår over mobil, højteknologisk it og videokonferencer. Men plottet kunne ikke fylde de smukke rammer.

Det er en kæmpe opgave at skrive én sammenhængende krimihistorie, der skal spændes ud over otte timer, og det har serien lidt under. I seks afsnit forhalede den helt uden fornuftig forklaring konfrontationen med sin åbenlyse skurk, slavehandleren Loukauskis, og efterlod os med flere løse tråde end et ryatæppe. Hvad blev der af Billy the kyllingefarmer? Og hvorfor blev Bruno aldrig afhørt? For nu bare lige at hive fat i to.

Overspringshandlinger

De største overspringshandlinger stod hovedvidnet Jean-Paul Guldtand dog for. Sikke en uforløst og dårligt tegnet karakter. Det er jo helt tosset, at manden er ved at udgive en bog for at fælde Loukauskis, men ikke vil hjælpe politiet, medmindre de kan gætte hans password. Det ene øjeblik spiller han tosset. Det næste vil han af uransagelige grunde skype med sin ærkefjende. Og i aftes var han så politiets gode ven og helt.

Det havde givetvis været en bedre idé at lade serien have mindre historier, der f.eks. løb over et dobbeltafsnit. Så havde der også været bedre plads til at folde tidsrammen ud og underbygge de personlige historier. Den uafsluttede affære mellem Harald og Jackie forblev uafsluttet, uden mere snak om deres fælles barn. Og Kit, der pludselig blev offer for hustrumishandling, blev lige så pludseligt forladt igen.