Hele Danmarks Jesper fylder i dag 18 år. Drengen med sygdommen progeria, der gør, at han ældes ekstremt hurtigt, er mod alle odds nået at blive voksen. Og det er en rigtig stor dag, som mange rundt om i Danmark fejrer. Også vennen Morten Resen.

En af Jespers gode venner er tv-værten Morten Resen fra Go’ Morgen Danmark. De to har udviklet et venskab gennem Jespers efterhånden flere besøg i det populære morgen tv-program.

Og til BT hylder Morten Resen også sin unge ven, der er fanget i en gammel krop.

»Vi har lært hinanden at kende gennem Go’ Morgen Danmark, hvor han har været flere gange. Men det har så udviklet sig til et venskab. Han er noget helt særligt for mig. Og når han har været herovre, så har vi spist pizza sammen, været en tur i Tivoli og jeg har sammen med min familie været en tur i Fårup Sommerland med Jesper og hans familie«, fortæller Morten Resen til BT.

Morten Resen og Jesper Sørensen.
Morten Resen og Jesper Sørensen. Foto: Privatfoto
Vis mere

I det hele taget ser Morten Resen en stor stjerne i Jesper. Og tv-værten mener, at vi alle sammen kan lære en hel del af den nu 18-årige mand med den kedelige sygdom.

»Der er et eller andet ved Jesper. Han er glad på trods af de ting, som er imod ham. Og den livsglæde, han har, den smitter helt vildt. Han er bare en god ven, der er sjov at være sammen med«, siger Morten Resen og uddyber.

»Vi kan alle sammen lære af Jesper«
»Jesper ser livet på en helt anden måde, end vi andre gør. Han kunne godt sætte sig ned og være ked af, at livet er uretfærdigt. Men det gør han ikke. Han brokker sig ikke over det. I stedet er han glad og nyder hver dag. Det kunne vi alle sammen lære rigtig meget af«, siger Morten Resen.

Tv-værten har tidligere på dagen snakket med Jesper og ønsket ham tillykke med fødselsdagen. Og det var en glad Jesper, der også gemte på en lille overraskelse.

»Han er totalt på toppen. Og benet, som han havde lidt problemer med, går det rigtig godt med. Han er glad og har det godt«, fortæller Morten Resen.

»Jeg snakkede i telefonen med ham tidligere på dagen og ønskede ham tillykke. Og der fik jeg mig en overraskelse, for hans stemme var gået i overgang, så lige til at starte med var han svær at genkende. Men han har det rigtig godt og er glad«, siger Morten Resen, der regner med at have en gave klar til Jesper, næste gang de to ses.

Her er et billede af Jesper Sørensen fra 2008, hvor Jesper var 11 år. NB Foto taget d. 20. december 2008.
Her er et billede af Jesper Sørensen fra 2008, hvor Jesper var 11 år. NB Foto taget d. 20. december 2008. Foto: Morten Stricker
Vis mere

Ekstrem sjælden sygdom
Jesper har, som mange nok ved, sygdommen progeria, der er en ekstremt sjælden genetisk sygdom, som kun rammer 1 ud af 4 millioner. Jesper er da også den eneste med sygdommen, der betyder, at man ældes med op til otte gange normal hastighed, i Danmark.

Gennemsnitslevealderen for personer med progeria er 13 år. Og med sine nu 18 år er Jesper for længst nået forbi den grænse. Det er dog set før, at personer med progeria er blevet helt op til 27 år.

Siden 2008 har hele Danmark fulgt med i Jespers liv. Og rigtig mange danskere er blevet fanget af Jespers glade væsen og smittende personlighed.

Foto: Morten Stricker
Vis mere

Jesper har da heller aldrig selv været i tvivl om, at han nok skulle blive gammel.

»Jeg har det stadig godt - og jeg tror, at jeg kommer til at have et langt liv«, sagde Jesper Sørensen til tv2.dk dengang han var 14 år.

Hvis du selv vil skrive en hilsen til Jesper Søren og ønske tillykke med fødselsdagen, så kan du gøre det på den Facebook-fanside, der er oprettet i Jesper Sørensens navn.

Administratoren på siden lover, at de mange hilsner bliver videregivet til Jesper og familien.

Du kan også sige tillykke til Jesper på BTs Facebook-væg. Det er der i skrivende stund flere tusind mennesker, der allerede har gjort.