Mandag blev fjerde sæson af den populære TV 2-serie 'Rita' afsluttet, og det har været en sæson, der har budt på flere udfordringer end normalt for skuespillerinde Mille Dinesen, som spiller hovedrollen som Rita.

I de tidligere sæsoner af serien om den egenrådige og rapkæftede folkeskolelærer har Rita i høj grad været den, der har haft bukserne på, men i sæson fire har det været anderledes. Her har seerne set Rita i langt mere sårbare situationer, og særligt én scene, hvor Rita bryder sammen foran lærerkollegaen Hjørdis, som samtidig går til hende, var en stor udfordring for Mille Dinesen.

»I de andre sæsoner har vi ikke set hende ramme bunden så hårdt. Så det var meget atypisk for Rita, og det var en stor udfordring at spille,« siger Mille Dinesen til TV 2.

Skuespilleren uddyber, at Rita-karakteren gennem tre sæsoner har holdt sine følelser tæt til kroppen, og derfor har det været en udfordring pludselig at lade hende give slip.

Udover den konkrete udfordring for Mille Dinesen har seriens fjerde sæson også været en udfordring for skaber Christian Torpe, fordi den har smeltet nutid og datid sammen, og også fortæller historien om den unge Rita i 1980'erne, og hvorfor hun er blevet, som hun nu engang er.

Tv-serien Rita blev sendt første gang i 2012, og Mille Dinesen har tidligere vundet prisen 'Den Gyldne Nymfe' for sin hovedrolle i serien på Tv-festivalen i Monte Carlo. Serien har også medført spin-off serien 'Hjørdis', der er baseret på Ritas kollega og ven, som bliver spillet af Lise Baastrup.

Det vides endnu ikke, hvorvidt der kommer en femte sæson af Rita.

Du kan se hele den scene, som Mille Dinesen betegner som den sværeste, her.