Selvom finalen i Den Store Bagedyst blev optaget helt tilbage i juni, væltede alle følelserne op i Micki Cheng, da han her til aften så finalen på TV:

»Alle følelserne kommer op igen. Bagedysten var en rutchbanetur af følelser og det hele er blevet bygget op igen i løbet af de sidste uger, hvor programmerne er blevet vist. Det var svært ikke at tage titlen som vinder, når man havde kæmpet så hårdt for det. Jeg er sikker på, at det var marginaler der gjorde, at det var Liv der vandt og ikke mig,« siger Micki Cheng.

Selvom han ikke kan smykke sig med titlen som bagedystvinder, håber han at bagedysten kan bane vejen for en tilværelse fuld af godt bagværk.

»Jeg vil ikke bage kager for at sælge dem, men jeg kunne godt tænke mig at være med til at udvikle opskrifter, afvikle workshops og holde foredrag. Jeg kunne også rigtig godt tænke mig at lave en bog,« siger Micki Cheng.

Selvom Micki og Liv er konkurrenter i bagedysten, er de i dag venner og så finalen sammen på TV:
»Vi er blevet rigtig gode venner. Jeg har fået nogle venner i det her forløb, som man ikke kan erstatte eller prissætte på nogen måde.«