Tirsdag aften fortalte den tidligere succesfulde væddeløbsrytter og mangemillionær Mark Graversen Larsen i ’Luksusfælden’, hvor svært det i dag er for ham at betale sine regninger.

Bunker af ubetalte regninger betyder, at Mark Graversen Larsen og hans norske kone Yvonn har fået slukket for strømmen i perioder og derfor må lave mad over bål og ikke kan gå i bad.

Tilværelsen uden strøm står i stor kontrast til det liv, Yvonn og Mark tidligere har levet. Mark var i 21 år professionel jockey og har redet sig til mange millioner. Han har vundet mellem 1.300 og 1.600 løb og scoret pengepræmier for mere end 20 mio. kr. Men pengene er smuldret i hans hænder. Parrets gæld har de seneste år vokset sig så stor, at ægteparret nu skylder knap to millioner kr.

Mark Graversen Larsen mener selv, at han har været for ligeglad med pengene.

- Som ung knægt har jeg tjent alt for mange penge, så jeg har aldrig lært at have respekt for penge. Hvis min bedre halvdel ikke havde en bil, så købte jeg en Polo til hende. Jeg har altid været god til at forkæle andre mennesker, siger han til bt.dk.

Ifølge den tidligere professionelle jockey er langt det meste af hans formue forsvundet, fordi han har været for gavmild - måske også lidt for naiv.

- Jeg har altid været meget gavmild og altid hjulpet alle andre. Jeg har hjulpet, hvis venner, bekendte eller familie har været i problemer. Nogle har været ved at miste et hus eller en lejlighed eller haft gæld til folk, man ikke taler så højt om og bl.a. stoffer, siger Mark Graversen Larsen.

Mens mange penge blev givet væk, stoppede indtægterne fra førstepræmierne også, da Mark stoppede med at ride som jockey for to år siden.

Læs også: Chok-besked i Luksusfælden: Spritkørsel har kostet dig 770.000 kroner

- Jeg stoppede fordi, det var et hårdt liv. Jeg var konstant på slankekur, var dehydreret og sulten. Det er en meget risikabelt sport med mange styrt. Jeg ville bare leve et normalt liv igen.

I dag er Mark ved at uddanne sig som tømrer, og har derfor ingen fast indtægt før om tre år, hvor han er udlært. Konen er også på SU, da hun læser til sygeplejerske.

Når Mark i dag er i pengenød, er det også fordi, at hans mange gavmilde lån ikke er blevet betalt tilbage.

- Jeg har nok stolet på nogle folk, som jeg ikke skulle have stolet på. Nogle har glemt at betale tilbage, mens andre har taget for sig at godteposen uden at spørge.

Mark brugte også sine penge på at rejse verden rundt for at deltage i løb. Og det hårde liv betød, at han også forkælede sig selv lidt med tøj og BMW'er.

Selv om Mark er gået fra mangemillionær sportsstjerne til at bo på en gård i Nordjylland uden strøm i perioder og med presenninger over det utætte tag, så er han glad.

- Det kan da godt være, at Yvonn og jeg ikke har en bøjet femøre, men jeg er gladere i dag, end da jeg havde mange penge. Nu er der heller ikke nogen, der hænger på nakken af mig og vil låne penge længere, og jeg ved nu, hvem der er mine rigtige venner.

Se videoen på mobilen: Fra mange-millionær til Luksusfælden: Her er succesfuld galopjockey i dag