I det seneste afsnit af 'Luksusfælden' kunne man se, hvordan Mads og Stephanie fra Ballerup i første omgang ikke var alt for vilde med tanken om at sælge deres Playstation og hardballudstyr for at kunne udleve deres drømme.

Salget af spillekonsoller og hardballudstyr skulle ikke kun bruges til at tilbagebetale et fem år gammelt lån på 3500 kroner til Stephanies morfar. Det skulle spare dem for en månedlig udgift på 2400 kroner, som de i gennemsnit brugte på deres fritidsinteresser. Og det skulle også hjælpe dem i jagten på deres drømmebolig, økonomisk råderum til at få barn nummer to, et stort og dyrt kirkebryllup samt nye møbler.

Selvom Mads frygtede, at salget af Playstation og hardballudstyr ville resultere i en personlig nedsmeltning, så endte det dog med, at de solgte det meste på nær to rifler og masker. Og så fik de afsat 400 kroner om måneden til spil, hvilket dog udsatte nogle af deres drømme.

BT har talt med 24-årige Stephanie, der fortæller, at de er glade for deres medvirken i programmet. De er stadig sammen, og de har overlevet salget af deres spillekonsoller.

»Når vi har de der stille aftener, så kunne det da være hyggeligt at spille sammen, men så sidder vi bare og ser en film i stedet,« konstaterer Stephanie.

Hun fortæller, at de er glade for, at eksperterne gav dem et 'los i røven'. Og det går godt med at spare penge op, så de kan opnå deres drømme. De har ikke haft problemer med budgettet, som eksperterne satte sammen i slutningen af programmet.

Eksperterne var så glade for Mads og Stephanies fremgang i programmet, at de belønnede parret med vielsesringe og en lille fest for den nærmeste familie. Stephanie fortæller dog, at de kunne få pengene til at række til meget mere.

»Jeg overraskede Mads med at invitere resten af familien. Mads troede, det kun var vores forældre og bedsteforældre som kom. I stedet kom hele den nærmeste familie. Vi blev 40 personer i alt,« siger hun og fortsætter:

»Det var en rigtig fin og hyggelig dag. Det er rigtigt rart at have sagt ja til hinanden. Det giver noget ro. Det var meget bedre og meget mere, end jeg turde håbe på.«

Stephanie drømmer dog stadig om et stort kirkebryllup. Og de har allerede planlagt, at det skal finde sted på samme dato i 2020.