Jan Schwyrtz vender i aften tilbage til Luksusfælden, og det er ikke nogen nem opgave, at få et ungt pars økonomi på fode igen. Parret nægter nemlig at se deres økonomiske virkelighed i øjnene

Mød Søren på 25 år og Louise på 21 år. De bor i Randers i en andelslejlighed og har sammen børnene Freja på 1 år og Liam på 1 måned. Men parret har en håbløs økonomi og de har intet overblik over deres økonomiske situation.

De nægter at forholde sig til de mange rudekuverter, der hober sig op, og smider dem konsekvent i en skuffe uden at åbne kuverterne.

'Når kuverter ikke er åbnet, er der intet problem' lyder forklaringen fra Louise. Og den mentalitet har fået den lille familie i så stor uføre, at Luksusfældens eksperter ikke kan redde familien fra at miste lejligheden og bilen.

Parret er kommet så langt ud, at de er afhængige af deres familier for at få mad på bordet, men det er ikke det eneste. Louises mormor er havet i RKI på grund af et lån mormoren gav Louise lov til optage i hendes navn, men som hun misligholdte.

Tilsammen har familien 22 kreditorer, som de tilsammen skylder svimlende 790.000 kroner. 21-årige Louise har kun haft tre år til at oparbejde en så stor gæld, men hun har intet overblik over, hvad hun har brugt de mange penge på. Det ryster i den grad Luksusfældens eksperter.

Se med i aften hvor TV3 sender Luksusfælden klokken 20.00.