I Hjørring lever 28-årige Tina med sin søn. Hun har en gæld på i alt 689.000 kroner. For at holde kreditorerne for døren har hun blandt andet valgt at optage adskillige kviklån, så hun kan afbetale alle sine andre lån og undgå at ende i RKI.

En dum beslutning, hvis man vil sin gæld til livs. Hun har meldt sig til TV3-programmet 'Luksusfælden', hvor eksperterne Kenneth Hansen og Carsten Linnemann skal hjælpe hende med at komme på ret køl. Men vil hun ofre alt for det? Det viser sig nemlig ikke at være en let kamp.

Den 28-årige alenemor, der studerer i Aalborg, har nemlig intet overblik over, hvilke konsekvenser hendes økonomiske beslutninger har. Kenneth Hansen må blandt andet vise hende, hvordan to fjernsyn, en Blu Ray-afspiller og et anlæg til en værdi omkring 50.000 kroner kommer til at koste hende det dobbelte, når hun har afdraget alle lån.

Og hun har mange andre dyre vaner på trods af, at hun føler, det ikke forholder sig sådan i virkeligheden. Hun bruger nemlig 12.000 kroner om måneden på mad og diverse. Alene junkfood, cola, cigaretter, slik, chips og kage bruger hun 3.300 kroner på om måneden. Det er mange penge, når man får 20.400 kroner udbetalt om måneden. Den uskik beder de to økonomiske eksperter hende om at stoppe med.

Det afføder en voldsom reaktion fra hende. Tina er nemlig klar til at droppe det hele bortset fra en ting. Hun bruger nemlig 600 kroner på cola om måneden. Tina mener, at det nærmer sig en form for afhængighed, og desuden mener hun ikke, at vand smager godt.

»Colaen kan jeg ikke stoppe med. Det er det eneste, jeg drikker. Jeg drikker hverken mælk, vand, saftevand noget som helst andet. Jeg kan skære ned på det, men ikke stoppe med det. Jeg kan ikke drikke andet,« siger hun i programmet, hvorefter hun bryder sammen.

Eksperterne mener dog ikke, at de kan retfærdiggøre et fast cola-budget over for Tinas kreditorer.

»Jeg gider ikke mere. Jeg beder dem om at tage hjem. Jeg vil ikke gå med til det med colaen. Jeg ved, jeg ikke kan overleve,« siger hun til veninden Henriette, der medvirker som moralsk støtte.

Se, hvordan det går for Tina i sæsonpremieren på 'Luksusfælden', der bliver sendt tirsdag aften klokken 20.00 på TV3. Du kan også chatte med Carsten Linnemann og Kenneth Hansen på Luksusfældens Facebookside klokken 19.30 tirsdag aften.