Da Jesper Lasse Agger gik fra sin ekskæreste og moderen til deres tre døtre, var det ikke kun en familie, der gik itu. Også økonomien gik i stykker, da deres fælles hjem røg på tvangsauktion. Det har efterladt den 43-årige murer og alenefar med en massiv gæld, som han ikke mener, han skal hæfte for.

​Det fortæller han i aftenens afsnit af 'Luksusfælden', hvor TV3-programmets to eksperter skal forsøge at få den kuldsejlede økonomi på ret køl igen.

Da Jesper Lasse Agger og hans tidligere partner gik fra hinanden, sad han pludselig på hele gælden til huset, da ekskæresten ikke var i stand til at betale sin del. Men det mener Jesper Lasse Agger ikke kan være rigtigt. Derfor har han flere gange taget kontakt til sin bank for at lave en aftale om, at han kun betaler sin halvdel.

»Jeg vil have, de splitter gælden op, eftersom vi er to om den,« siger han i programmet.

Her fortæller han, at han sagtens kan betale sin gæld. Grunden til, at han ikke har gjort det endnu er simpelthen, at banken ikke er kommet med et udspil til afdragsordningen, som tilgodeser hans krav om ligelig fordeling.

Her må programmets eksperter dog skuffe Jesper Lasse Agger. For selvom de to parter købte huset i fællesskab, så er de ikke nødvendigvis lige så fælles om den efterfølgende gæld på 1,3 millioner kroner.

»Når man skriver under på et lån, så er juraen rimelig klar på det område. Banken er i sin fulde ret til at sige, at det er dig, der har pengene, så er det også dig, der skal betale hele beløbet tilbage. Det er det, du har skrevet under på,« siger programmets eksperter.

Den information kommer dog bag på Jesper Lasse Agger, som samlet set skylder 1.444.000 kroner væk, efter han har optaget både realkreditlån og banklån for både sig selv og sit tidligere firma, ligesom han har gæld til Skat samt to venner, som har lånt ham penge.

»Det går jeg ikke med til. det er såre simpelt,« siger Jesper Lasse Agger, som aldrig har hørt om den solidariske hæftelse trods flere møder med sin bank, hvor han har forsøgt at lave en ordning.

Se, om det lykkes eksperterne at få Jesper Lasse Agger til at betale sin gæld til banken i 'Luksusfælden' tirsdag kl. 20 på TV3.