Liva Lundegaard Hermansen, 63 år fra Hedehusene, var overbevist om, at det var hendes tur til at forlade DR´s populære bagekonkurrence, 'Den store Bagedyst’, onsdag aften..

Her bad tv-værten Timm Vladimir de helt uforberedte deltagere om at lave pølsehorn, og det gik galt helt galt for Liva.

 - Jeg har aldrig bagt pølsehorn. Jeg synes ikke, det er mad. For mig er der ikke noget, der må gå til spilde. Alt skal spises, siger Liva, der følte sig meget presset i konkurrencen.

- Jeg er ikke det store konkurrencemenneske, men jeg kan godt lide udfordringer. Allerede fra det første program oplevede jeg, at det var virkelig ambitiøst. De andre er så dygtige, at jeg slet ikke synes, jeg kan leve op til det niveau med mine husmoderkager, siger hun.

’Den store Bagedyst’ har i den grad fyldt efterlønsmodtageren Liva Lundgaard Hermansens liv. Hun meldte sig til DR´s populære kagekonkurrence på opfordring af sine børnebørn, men havde ikke forestillet sig, at det skulle holde hende søvnløs om natten.

- Det har ikke handlet om andet end at bage. Jeg har bagt og bagt. Jeg sov ikke om natten op til aftenens program, men stod op kl 2 om natten og var gået i gang med at bage, hvis ikke min mand var kommet og havde gennet mig i seng igen. Til gengæld sov jeg 24 timer efter optagelserne, fortæller hun.

Hendes skræk var at ryge ud i første program

 - Jeg har følt mig meget presset. Jeg havde ellers lovet mig selv, at ingen skulle få mig til at græde for åbent kamera, men hvad gjorde jeg?

Jeg var så træt, at hvis nogen bare pustede til mig, så tudede jeg, forklarer Liva.

- Jeg var meget ydmyg overfor de kompetente dommere og havde på fornemmelsen, at det enten blev Jimmy eller mig, og at jeg lå på vippen.

Efter afgørelsen stod hun med en blandede følelser:

- Jeg var glad for at gå videre og ked af at sige farvel til en god kollega. Det har virkelig betydet alverden for mig, at jeg har fået det netværk, og at vi er så glade for hinanden som mennesker, selv om vi også er konkurrenter, fortæller Liva.

Hun har fået mange positive reaktioner på sin optræden i ’Den store Bagedyst’.

– Mange fortæller mig, at det er rart at se en moden kvinde i programmet. Mine sønner og børnebørn er også stolte af mig. Mit problem er, som dommerne også pointerer, at jeg tror for lidt på mig selv, men det kan jeg ikke rigtig lave om. Heldigvis tror min mand rigtig meget på mig, slutter 'Bagedystens' nestor.