Hvis du indimellem synes, du lever et hundeliv, så vær alligevel glad for, at du ikke er en pingvin på Antarktis.

For det er hårdt.

I den oscarbelønnede ’Pingvinmarchen’ fra 2005 kom publikum tæt på, hvordan de monogame kejserpingviner finder en partner. I 2eren er det pingvinlivets barske undfangelse og kamp for overlevelse i minus 60 graders kulde, der stilles skarpt på.

Visuelt er filmen fantastisk. Ved hjælp af droner og unikke undervandsoptagelser er det lykkedes at komme tæt på de fascinerende pingviner.

På indholdssiden er filmen mindre velfungerende. Det konstruerede soundtrack overskygger de fabelagtige optagelser. For overdrevne lydeffekter, for mange violiner og en fortællerstemme, der får det hele til at lyde som et romantisk eventyr, undergraver filmens autenticitet.

Sofie Gråbøl har igen indtalt den danske version, og hun har en dejligt stemme. Men der går lovlig meget gammeldaws eventyrfortælling i historien om pingvinerne på Antarktis.

At kejserpingvinerne er stærkt truede af klimaforandringer og global opvarmning er ikke et faktum, der overhovedet berøres af den franske instruktør Luc Jacquet.

Og det kan godt undre.