»Jeg er villig til at give det en chance, men den der swinger skal helt ud, for ellers står jeg af.«

Sådan lød det, da landmanden Ole Andersen under sin medvirken i TV 2-succesen ’Landmand søger kærlighed’ blev stillet ét ultimatum af sin tv-romance, 51-årige Gitte Dahl.

I programmet lød det følelsesladede svar fra den 53-årige landmand, at han ville prøve at give afkald på swingermiljøet for hendes skyld, selvom det ville blive svært. Men nu lader det imidlertid til, at kærligheden har sejret til fordel for besøgene i den lokale swingerklub.

Fem måneder efter optagelserne til programmet er parret stadig lige så glade for hinanden, som det tilsyneladende var tilfældet, da tiende og sidste afsnit af det populære datingprogram rullede over skærmen torsdag aften. Men til gengæld har den 53-årige landmand måttet kvitte besøgene i den lokale swingerklub, og det har været hårdt, fortæller han til BT.

»Der har været lidt udfordringer i forhold til min interesse for swingermiljøet, for det er Gitte ikke til. Jeg havde jo sagt, at jeg ville lægge det på hylden, og det har jeg også gjort. Men det har været hårdt at stoppe fra den ene dag til den anden,« siger Ole Andersen.

Det har især været svært at give afkald på det fællesskab, som swingerklubben har udgjort i den 53-åriges liv, uddyber han.

»Jeg havde egentlig ikke lige tænkt over det før, men mange af mine venner havde jeg egentlig gennem swingermiljøet. Derfor føles det, som om jeg har skullet cutte alle dem af, fordi Gitte ikke synes om det,« siger han.

Landmanden Ole Andersen er på kort tid blevet én, som mange danskere pludselig har en mening om, efter at han i TV 2-programmet ’Landmand søger kærlighed’, har stået frem som swinger. Programmet, der hver uge samler over 600.000 danskere, går ud på, at fem enlige landmænd inviterer tre singlekvinder til at flytte ind på deres gårde i håbet om at finde kærligheden.

Under sin medvirken i det populære datingprogram har den 53-årige sønderjyde heller ikke lagt bånd på sig selv. I et tidligere program fik hans natlige udskejelser i soveværelset med romancen Gitte Dahl én af programmets øvrige kvinder til at forlade programmet i utide. Dernæst fortalte han åbent om sit liv som swinger, og siden inviterede han sine to tilbageværende dates med i swingerklub.

Selvom flere af Ole Andersens dates valgte at trække sig fra programmet i utide, fik programmet heldigvis en lykkelig udgang for den 53-årige landmand. Og senere er kæresten, 51-årige Gitte Dahl, tilmed flyttet ind på Hulskovgaard, som Ole Andersens økologiske landbrug hedder.

Som det fremgik af tiende afsnit af ’Landmand søger kærlighed’ skortede det heller ikke på kys, kram og kærlighedserklæringer mellem programmets ældste par, da Gitte Dahl og Ole Andersen var på romantisk weekend i Gråsten.

Den brusende forelskelse mellem parret er også blevet bemærket af programmets vært Lene Beier:

»Jeg var faktisk lidt i tvivl om, hvem han ville vælge. Men morgenen efter, at Alice (én af Ole Andersens øvrige dates, red.) var taget hjem, kunne jeg godt mærke, at de var meget forelskede. Jeg tror faktisk, at de havde helt skyldfølelse over for Alice, fordi det var så tydeligt, at de var så vilde med hinanden,« siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Der blev udveklset søde kærlighedserkæringer i dobbeltsengen, da Ole Andersen og daten Gitte var på romantisk weekend i Gråsten under tiende og sidste afsnit af 'Landmand søger kærlighed'.
Der blev udveklset søde kærlighedserkæringer i dobbeltsengen, da Ole Andersen og daten Gitte var på romantisk weekend i Gråsten under tiende og sidste afsnit af 'Landmand søger kærlighed'.
Vis mere

Efter sin medvirken i ’Landmand søger kærlighed’ er Ole Andersens interesse for swingermiljøet blevet heftigt diskuteret på de sociale medier og i pressen. Og det har været hårdt – også for kæresten, Gitte Dahl, fortæller den 53-årige landmand.

Desuden ærgrer han sig over, at seerne har kunnet foranlediges til at tro, at han valgte at blive sammen med Gitte Dahl, fordi de øvrige kvinder trak sig fra programmet i utide. Men det er langt fra tilfældet, understreger han.

»Allerede inden kvinderne flyttede ud til mig, var det Gitte, jeg holdt mine point på. Men efterfølgende har Gitte stillet spørgsmålstegn ved, om jeg kun valgte hende, fordi der ikke var andre tilbage. Men det var det altså ikke. Jeg kan dog ikke fortænke hende i at tænke sådan,« siger Ole Andersen.

Han medgiver samtidig, at han i bagklogskabens lys ville have holdt sig mere til programmets ’spilleregler’, hvis han kunne gøre det om.

Omvendt sætter han dog spørgsmålstegn ved, om de øvrige kvinder i programmet valgte at trække sig fra programmet i utide, netop fordi de kunne se, at han havde følelser for Gitte Dahl.