Er du født efter Berlinmurens fald, er du måske ikke klar over, at lederen af Casper og Franks mountainbike-hold i den nye sæson af ’Klovn’ faktisk er en tidligere dansk fodboldstjerne.

I ’Klovn’ elsker Casper Christensen og Frank Hvam at lege med kendte danskeres personligheder og gøre dem mere eller mindre utiltalende.

I den nye sæson er Casper og Frank en del af kendis-mountainbike-holdet ’Mountain Lions’, der blandt andet består af tv-vært Jimmy Bøjgaard, skuespiller Erik Clausen og grevinde Alexandras eksmand Martin Jørgensen.

Lederen på holdet, der i afsnit to, ’Baked Alaska’, ser sig gal på Frank Hvam, er ingen ringere end den tidligere danske fodboldspiller Michael Manniche, som i 1980’erne spillede 11 landskampe og var en kæmpe stjerne i Portugal , hvor han scorede mål på samlebånd for SL Benfica og fik den portugisiske landsholdsspiller Maniche opkaldt efter sig.

Michael Manniche i FCK-dragten i slutningen af sin karriere. Han stoppede i FCK i 1996.
Michael Manniche i FCK-dragten i slutningen af sin karriere. Han stoppede i FCK i 1996. Foto: Bent K Rasmussen
Vis mere

Michael Manniche afsluttede i midten af 1990’erne sin fodboldkarriere med et dansk mesterskab med FCK, og i dag er han fyldt 59 år og bruger sin tid på at samle penge ind til børnediabetesfonden JDRF.

Han fortæller til B.T., at han kender Casper Christensen tilbage fra FCK-tiden og altid har set ’Klovn’, så han havde ingen betænkeligheder med at sige ja til at spille med.

»Det var to dages optagelser og super sjovt og hyggeligt at være med. Der er jo ikke noget manuskript med replikker, så man skulle bare lade sig rive med,« lyder det fra Michael Manniche, der ikke havde problemer med at køre hårdt på Frank Hvam.

»Det var lidt hele gruppen imod Frank, så det var ikke så svært,« griner han og tilføjer, at han glæder sig til at se det endelige resultat.

»Jeg har ikke fået set det endnu, men er sikker på, at det nok skal blive sjovt.«

Michael Manniche i aktion for FCK. Her foran en anden tidligere landsholdsspiller, Marc Rieper, da han spillede i Brøndby i starten af 90'erne.
Michael Manniche i aktion for FCK. Her foran en anden tidligere landsholdsspiller, Marc Rieper, da han spillede i Brøndby i starten af 90'erne. Foto: Bent K Rasmussen
Vis mere