Det kan være fristende at godte sig, når en deltager i ’Hvem vil være Millionær’ svarer forkert på et spørgsmål, som man selv kender svaret på. Men man glemmer måske, at ’det varme sæde’ ofte kan blive så varmt, at hjerne arbejder lidt langsommere.

Torsdag fortalte BT om den nyuddannede læge Brenton, der røg ud på første spørgsmål og derfor ikke får mulighed for at tilbagebetale sit studielån i denne omgang.

Den akavede oplevelse indledte en debat - både i USA og på BTs Facebookside  - om, hvorvidt spørgsmålene i millionærquizzen er for kringlede og udleverende.

Men hvis man lægger al etik til side og bare søger et godt grin, bringer vi dig her fem af de mest tåkrummende øjeblikke i ’Hvem vil være Millionær’.

Af og til kan man være så sikker på svaret, at man slet ikke behøver betænkningstid. Denne deltager i den amerikanske udgave er slet ikke i tvivl, da hun bliver spurgt, hvilket dyr, der sprøjter med blæk, når det bliver angrebet.

Det er naturligvis en ugle, mener Lovi Yu, men fortryder hurtigt.

Og det forstår man godt. En blæksprøjtende ugle lyder som et ret skræmmende dyr.

Der er måske en grund til, at Hans Pilgaard bliver ved med at sige: »Er det dit endelige svar?«, selvom man synes, at deltagerne har gjort det rimelig klart.

Denne kvinde kunne godt have brugt en Hans Pilgaard i sit liv.

Det samme gør sig gældende for denne mand, der godt nok forstår hintet i det lange ords initialer. Derefter går det galt.

Han får regnet sig frem til, at de første bogstaver i Autosomal-dominant Compelling Hollo-Ophtalmic Outburst syndrom tilsammen danner ’Achoo’, som lyder mistænkelig meget som et nys.

Alligevel mener han, at  syndromet med det lange navn dækker over hikke.

Hvor mange sixpacks skal man bruge, hvis man vil have 99 øl?

Et forholdsvis simpelt regnestykke, som de fleste kan klare, hvis de lige får lidt betænkningstid.

Denne kvinde er dog så oppe at køre over hele oplevelsen, at hun aldrig får gjort brug af sin betænkningstid.

»Hvor mange sixpacks (øl, red.) fik du, inden du kom herind?«, spørger værten.

»Ikke nok til at gøre mig rolig«, svarer deltageren.

Også i Australien findes der deltagere, der bliver pressede, når de sætter sig i den varme stol.

Denne deltager bliver spurgt, hvilken ring der ikke symboliserer et forhold mellem to mennesker.

Hun er hurtig til at vælge ’jubilæumsring’ og mener altså, at både ’vielsesring’, ’forlovelsesring’ og den friturestegte australske snack ’burgerring’ er perfekte symboler på kærlighed.