Lørdag aften havde TV2 premiere på anden sæson af sangkonkurrence 'Voice - Danmarks største stemme.' Sidste års vinder, Liam O'Conner aka. rapperen L.O.C, ligner overraskende en underdog efter første runde.

I aftenens program skulle de fire dommere begynde at udvælge de første af otte sangere til deres hold. Men selvom L.O.C bød ind på sangere flere gange, måtte han ofte se sig overhalet indenom af de andre dommere.

- Det er skarp konkurrence. Jeg kunne sejle lige igennem sidste gang - det kan jeg ikke nu. Folk har vænnet sig til mig. De har fundet ud af, hvad jeg er for en type, sagde en grinende Liam O'Conner.

Xander udfordrer alfahannen

Mens Sharin Foo snuppde tre sangere, tog klassens nye selvsikre dreng, Xander, to sangere for næsen af L.O.C. Rivalisering synes uundgåelig, hvis tendensen fortsætter, men indtil videre tager den forsvarende mester konkurrencen i stiv arm.

- Det er en velsignelse, at Xander er kommet, fordi så kan jeg få lov at flyve under radaren. Så længe Xander sidder og blinker til tøserne, så er der ikke nogen, der lægger mærke til, at jeg gør det, sagde Liam O'Conner med glimt i øjet.

L.O.C mere cool end de andre

Liam måtte dog ikke gå tomhændet hjem, da han på falderebet fik tilføjet en sprød sangstemme tilhørende Anders Gøttsch til sit hold. Og den 34-årige midtjyde kan vise sig at blive et stærkt kort at have på hånden. Anders har nemlig tidligere vundet sangkonkurrencen 'Scenen er din' på TV2.

- Han får altid det sidste ord. Jeg synes, han er en gadedreng på den fede måde. Han er bare lidt mere cool end de andre, synes jeg. Jeg vidste, at hvis han vendte sig om, så var det ham, jeg ville vælge, siger Anders Gøttsch om sin nye mentor.